Grænseoverskridende korfestival i Alsion

10. juni 2014 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Det har i mange år været et stort ønske for Bund Deutscher Nordschleswiger, at arrangere en korfestival. alsion

– Jeg er derfor meget glad for, at det er lykkedes nu, siger BDNs musikkonsulent Susanne Leona Heigold, der er ansvarlig for korfestivalen.

Sammen med trompetist Per Nielsen arrangerer Nordschleswigsche Musikvereinigung lørdag den 21. juni en koncert i Alsion i Sønderborg. Denne koncert danner hermed rammen for den første grænseoverskridende korfestival i grænselandet, hvor kor en hel aften udveksler musikalsk erfaring, og hvor kormusik er i fokus.

Artiklen fortsætter under annoncen

Koncerten starter kl. 18.30 med præsentation af forskellige musikalske stilretninger, præsenteret af Ribe Mandskor, Chor des Sängerbundes Schleswig-Holstein, Vokalisterne fra Sønderborg, Tønderkoret og Sønderjysk Pigekor.

Selve koncerten starter kl. 20.00 med Nordschleswigsche Musikvereinigung og et stort koncertorkester samt et band med Per Nielsen som solist. Koret fra det tyske mindretal vil undervejs få forstærkning fra de øvrige kor samt Theodor Storm-koret fra Husum.musik3

Artiklen fortsætter under annoncen

Ved koncertens afslutning vil omkring 300 korsangere og 40 musikere stå samlet på scenen og sørge for at Alsions mure kommer til at vibrere.

Programmet strækker sig fra store klassiske værker som Verdis ”Nabucco”, Mendelssohns ”Herr, der du bist der Gott” fra oratoriet Paulus, ”Lobgesang” ligeledes af Mendelssohn over Tommy Seebachs ”Under stjernerne på himlen” til numre med Pop og Jazz som ”Dream a little dream”.