Når Brecklings Bogcafé den 6. marts lukker sønderborgenserne ind i Det Nye Spisested i Sønderborghus, så er der lagt op til en drabelig eftermiddag, hvor hele to krimiforfattere, Helle Vincentz og Julie Hastrup, vil fortælle om deres bøger og det arbejde, der skal laves, inden de kan sende deres værker til bogforlagene.
Helle Vincentz ser frem til at fortælle om sin nye bog, Stjålne Liv, når hun kommer til Sønderborg.
“Som en del af min research besøgte jeg en fertilitetsklinik, hvor jeg blev vist rundt og også så, hvor man opbevarer æggene. Jeg havde samtaler med direktøren og medarbejdere”, siger Helle Vincentz til SønderborgNYT. Det specielle ved Helle Vincentz forfatterskab er, at hun laver et omfattende forarbejde, inden hun begynder at skrive.
“I mine bøger kommer læseren med ind i nogle ellers lukkede miljøer, der beskrives, som de er. Det er handlingen og personerne, der er fiktive”, siger Helle Vincentz. Det er hendes helt klare ambition, at hendes læsere skal med ind ad bagdøren og lære noget.
Søren Pind kom på besøgslisten
I tilløbet til Stjålne Liv besøger Helle Vincentz også Justitsministeriet.
“Jeg havde samtaler med flere embedsmænd og justítsminister Søren Pind. Forresten har Søren Pind bedt om at få et eksemplar af bogen, så han kan læse om sit ministerium”, siger Helle Vincentz.Hvis du vil vide, hvordan Helle Vincentz oplevede Justitsministeriet, så skal du sikre dig en bogcafé-billet.
Helle Vincentz laver altid grundig research til sine bøger og det koster jo rigtigt meget tid.
“Og forlaget kommer til at trykke mange sider. Jeg har det nemlig sådan, at når jeg har skrevet 200 eller 600 sider, så er det fordi, min bog skal have den plads at folde sig ud på”, siger Helle Vincentz.
Det bliver sjovt
“Jeg kan rigtigt godt li’ at komme ud og møde mine læsere, fortælle om bøgerne og svare på spørgsmål”, siger forfatteren.
På Brecklings Bogcafé skal hun dele pladsen og taletiden med Julie Hastrup.
“Det bliver rigtigt sjovt. Vi kender jo hinanden fra en fælles studiegruppe, så det bliver sjovt, når vi skal sammen til Sønderborg”, siger Helle Vincentz.
Selvom Helle Vincentz bor i Værløse, så har hun hørt om Becklings Bogcafé.
“De forfattere, som jeg har talt med, fortæller mig, det er rigtigt hyggeligt og der er styr på tingene, så jeg glæder mig rigtigt meget til at komme på besøg”, siger hun.
Salget kører fint
Brecklings Bogcafé satte billetter til salg allerede sidst i januar.
“Hvis man vil spise et drabeligt Stjerneskud inden foredraget, så koster det 219 kroner at være med. Springer man maden over, så er prisen 149 kroner. Studerende og pensionister får 10 procent rabat”, siger Allan Breckling til SønderborgNYT. Stjerneskuddene er klar fra kl. 13.30 og de to krimi-eksperter fra kl. 15.
Når de to krimiforfattere er på besøg, så skal Allan Breckling sidde blandt gæsterne og nyde samtalen.
“Helle Vincentz og Julie Hastrup har slet ikke brug for, jeg holder dem i gang. De skal nok gøre deres til, at bogcafé-gæsterne får en god oplevelse”, siger Allan Breckling.
Billetter kan bestilles på 5240 6616 og på mail: [email protected]
Se Brecklings Bogcafé på Facebook og kig også på Helle Vincentz hjemmeside.
“