Udvalgsformand drømmer om ungdomsvenligt byrum ved den gamle skøjtebane

Ønsker at skabe byrum, der appellerer til blandt andet ungdommen

Ønsker at skabe byrum, der appellerer til blandt andet ungdommen

27. marts 2025 Politik Skrevet af: Sissel Vinther

Sønderborg Kommune har længe haft planer om at udvikle området omkring den gamle skøjtebane, men arbejdet er endnu ikke i gang. Teknik-, By- og Boligudvalget er i øjeblikket i planlægningsfasen og undersøger, hvordan området bedst kan udnyttes til at skabe et attraktivt og funktionelt byrum for både borgere og besøgende.

Kirsten Bachmann, formand for Teknik-, By- og Boligudvalget, fortæller til SønderborgNYT, at der arbejdes på at udvikle området, der omfatter både den gamle skøjtebane og de omkringliggende arealer. Et af de primære fokusområder er at skabe et byrum, der appellerer til ungdommen, men med faciliteter og aktiviteter, der kan bruges af alle.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi er i en tidlig fase og ser på mulighederne for, hvordan området bedst kan udvikles. Det er vigtigt for os, at området bliver et aktivt byrum. Der er i øjeblikket ikke fastlagt konkrete planer for, hvad området præcist skal indeholde, men muligheder som sportsaktiviteter og samlingssteder er blevet overvejet”.

En væsentlig udfordring er dog parkering. Trafikforholdene i området og behovet for tilgængelige parkeringspladser er en vigtig faktor for projektets fremdrift.

“Før vi kan komme videre med udviklingen af området, er det nødvendigt at finde en løsning på parkeringsproblematikken. Der er allerede flere ideer i spil, men det er noget, vi er nødt til at få styr på først”, siger Kirsten Bachmann, til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi har allerede haft nogle indledende samtaler med både borgere og relevante foreninger for at få deres input. Det er vigtigt, at området bliver udviklet på en måde, der afspejler borgernes ønsker og behov”, siger Kirsten Bachmann

Selvom der stadig er lang vej, håber udvalgsformanden at kunne komme videre med projektet i de kommende år. Fokus vil være på at skabe et område, der giver de unge i kommunen et aktivt, fællesskabsorienteret rum, hvor de kan mødes og engagere sig i forskellige aktiviteter.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...