Onsdag klokken 18 begynder en mindehøjtidelighed for engelske flyvere, der styrtede ned på Als under Anden Verdenskrig. Ceremonien begynder ved Den Lodne Bøg i Nørreskoven. Herfra går man samlet til Englænderhøjen, hvor viceborgmester Aase Nyegaard holder tale, skriver Hjemmeværnet i en pressemeddelelse.
Historien
Natten mellem til den 16. september 1944 kolliderede to Halifax bombefly kl. 01.05 i luftrummet over Nørreskoven og vragdele spredtes over et stort område mellem Elstrup – Østerholm – Hundslev.
De to besætninger på hver 7 mand blev dræbt på stedet.
Den tragiske hændelse skete efter at flyene havde deltaget i et bombetogt mod Kiel og var på vej hjem til basen i England.
Det australske fly ført af englænderen Lt. A. Hutchinson styrtede ned midt inde i skoven og det canadiske fly ført af canadieren Gallagher styrtede ned i udkanten af skoven mod vest.
De dræbte besætninger
Ligdelene af de 14 besætningsmedlemmer blev så vidt muligt identificeret og samlet op, hvorefter de blev begravet på kirkegården for allierede flyvere i Aabenraa den 18. september 1944
Flere ligdele blev efterladt af tyskerne, men senere samlet sammen af daværende skovfoged Angelo og lokale beboere og begravet i højen og et propelblad fra et af flyene blev sat som mindesmærke. Den 5. juni 1945 blev der holdt en mindehøjtidelighed ved højen.
Efter krigen blev de i højen begravede ligrester ført til de allierede flyvergrave i Aabenraa og der blev rejst en mindesten med inskriptionen: RAF 16-9-1944.
Propelbladet findes i dag på museet på Sønderborg Slot.
Informationstavle på stedet er sat på 60-års dagen, 16. september 2004