Sønderborg Ungdomsskole, byrådspolitikere og politi kommer skolepatruljerne til undsætning med morgenmad og hyggeligt samvær i en fælles fejring af skolepatruljerne i Sønderborg Kommune
Skolepatruljerne har gjort skolevejen mere sikker i 75 år, og selvom de første skolepatruljeelever efterhånden er godt oppe i alderen, lever traditionen videre på skolevejen – også når det er mørkt og koldt, skriver Ungdomsskolen i en pressemeddelelse.
Når skolepatruljerne den kommende stiller sig ud til skolevejen, står de på skuldrene af flere generationer før dem. I år er det nemlig 75 år siden, at ordningen med skolepatruljer i Danmark for første gang så dagens lys.
Siden starten i 1949 er mange flere skolepatruljer kommet til landet over, som det også er tilfældet i Sønderborg Kommune. Det er netop skolepatruljernes kontinuerlige indsats året rundt, der fejres i næste uge. Netop uge 5 har Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring døbt ’Den Sureste Uge’, fordi det er mørkt, koldt og ofte vådt på skolevejen.
I Sønderborg Kommune vil arrangøren, Sønderborg Ungdomsskole, sammen med det lokale Politi og byrådspolitikere besøge de i alt tilmeldte 12 skoler fra mandag til fredag. Politiet og politikerne vil sammen med ungdomsskolemedarbejderen være med skolepatruljeeleverne ude i trafikken om morgenen, og efterfølgende deles der morgenmad og små gaver ud til skolepatruljeeleverne. Der vil være tid til en snak med politi, Ungdomsskole og politikere, og der vil være en lille tale fra byrådsrepræsentanterne til eleverne som tak for deres indsats i trafikken.
”Skolepatruljerne hjælper deres skolekammerater, så de kan komme sikkert til og fra skole året rundt, det er simpelthen fantastisk. De fortjener en kæmpe ros for deres frivillige arbejde og fejringen af dem er fortjent”, siger Ole N. Rasmussen, leder Sønderborg Ungdomsskole.