Ladywalk blev i første omgang på grund af Corona flyttet til september, men efter den seneste officielle udmelding omkring situationen, har bestyrelsen besluttet at aflyse arrangementet i 2020.
”Det ligger os meget på sinde at passe på vores deltagere og alle de frivillige, som er med til at gøre Ladywalk til en ganske særlig dag for mange mennesker, derfor har vi taget den svære beslutning om at aflyse arrangementet helt i 2020”, siger formand Ivan Mejlgaard i en pressemeddelelse.
”Vi ønsker også at bidrage til at mindske udbredelsen af Corona og mener ikke, at det er forsvarligt at gennemføre arrangementet til september ud fra den nuværende situation”.
Ladywalk har mange år på bagen og kunne i år have gennemført arrangementet for 20’ende gang. Begivenheden begyndte i København i 2001 med knap 500 deltagere og er siden vokset til flere end 55.000 deltagere i 14 byer landet over i 2019.
En del af succeshistorien bag Danmarks største endagsmotionsevent for kvinder er, at Ladywalk hvert år uddeler betydelige donationer til foreninger, der støtter sygdomsramte kvinder. Alle kvinder, der deltager, er derfor med til at hjælpe andre kvinder godt på vej.