Der er lagt op til en af sæsonens intense kampe, når Aabenraa BK tirsdag aften tager imod FC Sønderborg i Jyllandsserie 1. Når de to hold mødes på Aabenraa Stadion, er der altid mere på spil end blot tre point. Spillerne og trænerne kender hinanden indgående, og mange har tidligere været holdkammerater eller modstandere i andre klubber. Flere af Aabenraas nuværende profiler har endda en fortid i FC Sønderborgs ungdomsafdeling, hvilket kun tilføjer ekstra nerve.
FC Sønderborg går ind til kampen med syv point efter fem kampe og en målscore på 9-8. Holdet har vist offensiv styrke med i gennemsnit næsten to mål pr. kamp, men samtidig åbnet for meget bagud. Senest blev det til en 3-2-sejr over Bredballe, hvor netop de to sider af spillet kom tydeligt til udtryk. Hos Aabenraa BK ser det anderledes ud. Holdet står noteret for ét point efter fem kampe og har indkasseret hele tolv mål. To profiler, Oscar Warming Hansen og Alen Ajhorn, må desuden sidde ude med karantæne, hvilket gør opgaven endnu sværere.
Statistikken peger på FC Sønderborg som favorit, men i lokalopgør betyder tal sjældent ret meget. Kendskabet mellem spillerne skærper intensiteten, og ofte bliver det de mentale dueller, der afgør kampen.
”Det her bliver en kamp med ekstra nerve, fordi spillerne kender hinanden så godt. Vi ved, hvad der venter os – en intens kamp med mange dueller. Vi skal stå sammen som hold, turde tage styringen og være effektive i de afgørende momenter. Gør vi det, kan vi tage et vigtigt resultat med hjem”, siger cheftræner Martin Prokopek.
Han peger på fire nøglepunkter for FC Sønderborg: at komme godt fra start, matche Aabenraas fysiske spil uden at miste disciplinen, være kyniske foran mål og holde fokus hele vejen. For lokalopgør lever til sidste minut, og koncentrationen skal være tårnhøj fra start til slut.
Hos FC Sønderborg er forventningerne til opgøret store – ikke mindst til opbakningen fra tribunen.
“Vi får brug for opbakningen fra tribunen. Lokalopgør kan tippe på små marginaler, og her kan støtten fra vores fans være med til at gøre forskellen,” lyder det fra Martin Prokopek, der håber, at mange finder vej til Aabenraa Stadion for at bakke op om holdet. Kampen fløjtes i gang tirsdag den 2. september 2025 klokken 18:30 på Aabenraa Stadion.

















