Jubel på Rådhuset – grønt lys for havvindmøller i Lillebælt

Pressefoto

Pressefoto

28. november 2024 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Energistyrelsen har givet tilladelse til havvindmølleprojektet Lillebælt Syd A/S, og det vækker glæde på Rådhuset.

Tilladelsen betyder, at parterne for alvor kan gå i gang med projektering og etablering af vindmølleparken i Lillebælt Syd A/S, der har været undervejs i 14 år. Det glæder Sønderborg Kommunes borgmester, Erik Lauritzen:

”I Sønderborg Kommune har vi nu i mange år arbejdet for at få opført vindmøller i Lillebælt, og jeg er på Byrådets vegne meget glad for, at Lillebælt Vind A/S under kommunens forsyningsselskab, SONFOR, nu har fået etableringstilladelsen. For det her er en vigtig del af omlægningen af energiforsyningen til vedvarende energi i Sønderborg Kommune, og derfor er jeg glad for, at vi står foran en realisering. Vindmølleparken i Lillebælt er en ekstrem vigtig del for at komme i mål med ProjectZero, der er Sønderborg-områdets vision om at blive CO₂-neutral i 2029”, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kommune har bakket op med delvis finansiering af forundersøgelsen til vindmølleparken i samarbejde med Bitten & Mads Clausens Fond, Linak og Energinet.dk.

”Igen ser vi, at det stærke samarbejde i Sønderborg-området har succes. Vores vision om at skabe noget i fællesskab mellem offentlige og private partnere giver os i Sønderborg Kommune en stærk fordel, når vi skal lykkes med store projekter, som en vindmøllepark i Lillebælt er. Jeg er meget tilfreds med, at vi med medvind både kan øge andelen af vedvarende energi og dermed skabe et bedre klima, men også kan få en bedre forsyningssikkerhed”, siger første viceborgmester Stephan Kleinschmidt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lillebælt Syd A/S er et havvindmølleprojekt i Lillebælt tre kilometer nordøst for Als og seks kilometer fra Helnæs. Vindmølleparken vil bestå af 11 stk. 15MW havvindmøller med en totalhøjde på 256 meter. Når havvindmøllerne er installeret, vil de kunne producere 165 MW grøn strøm, der kan forsyne op til 148.000 danske husstande.

17. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Ét punkt fik Enhedslisten til at stemme nej til Byrådets Vision 2026-2029

17. juni 2026 Politik

Enhedslisten var det eneste parti, der stemte imod Sønderborg Byråds 2026-2029, da Økonomi- og Strategiudvalget onsdag behandlede sagen. Årsagen er partiets modstand mod planerne om en fast forbindelse mellem Als og Fyn, som indgår som et centralt element i visionen. Ifølge Enhedslisten er en kommende bro eller tunnel ikke forenelig med ønsket om en bæredygtig […]

Læs mere...