Juleafslutning med puls og pointdeling i Skansen

Sønderjyske Herrehåndbold holder top 8 med dramatisk uafgjort

Sønderjyske Herrehåndbold holder top 8 med dramatisk uafgjort

22. december 2025 Sport Skrevet af: Michael Kjær

Årets sidste kamp i Sydjysk Sparekasse Skansen blev præcis så dramatisk og medrivende, som de mange fremmødte havde håbet på.

Foran en propfyldt hal og i rammerne af den traditionsrige 2-kroners kamp tog Sønderjyske Herrehåndbold imod de sortklædte gæster fra Bjerringbro-Silkeborg, og publikum blev vidne til et intenst håndboldopgør, der først fandt sin afgørelse i allersidste sekund.

Inden bolden overhovedet blev givet op, var der allerede grund til taknemmelighed, da hele 73 partnere endnu en gang viste massiv opbakning til både klub og by. Belønningen kom i form af et vaskeægte drama, som endte 37-37 og en pointdeling, der på mange måder opsummerede kampen.

Artiklen fortsætter under annoncen

De lyseblå lagde fra land med stor autoritet og satte fra første fløjt det stjernespækkede mandskab fra Søhøjlandet under et massivt pres. Tempoet var højt, intensiteten markant, og effektiviteten i begge ender af banen sendte Sønderjyske i front. Gradvis blev forspringet bygget op, og da stillingen på et tidspunkt viste 16-11, var det hjemmeholdet, der satte dagsordenen.

Men erfaring vejer tungt i herrehåndbold, og Bjerringbro-Silkeborg formåede med tålmodighed og kvalitet at arbejde sig tilbage i opgøret. Ved pausen var forspringet skrumpet ind til 21-19, og alt var åbent igen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter pausen fortsatte kampen i samme intense spor. Opgøret bølgede frem og tilbage, og som halvlegen skred frem, lykkedes det gæsterne at vende kampen og bringe sig foran med både ét og to mål. Alligevel slap Sønderjyske aldrig grebet. De lyseblå holdt hovedet koldt og blev hængende i opgøret, som de så ofte har gjort det i Skansen, hvor tætte slutfaser efterhånden er blevet en del af identiteten.

Med blot 34 sekunder igen udlignede Rasmus Lauge til 37-37, og håbet om en dramatisk hjemmebanesejr levede for alvor. Sønderjyske fik chancen for at tage begge point, planen var lagt, men forsøget på et flot dobbeltvip i de døende sekunder fandt ikke vej til nettet. Slutfløjtet lød, og begge hold måtte tage til takke med ét point hver efter en kamp, der kunne være faldet ud til begge sider.

Artiklen fortsætter under annoncen

Pointdelingen betyder, at Sønderjyske går på juleferie med 17 point efter 18 kampe. Det rækker akkurat til en plads i top 8, som fortsat er et centralt mål, når grundspillet senere skal gøres op.

Efter kampen satte cheftræner Rasmus Vandbæk ord på afslutningen af håndboldåret:

“Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi ikke vinder kampen, for jeg synes egentlig, vi spiller en rigtig flot kamp og har flere chancer for at afgøre det til sidst. Nu går vi på julepause med en lidt blandet følelse. På den ene side er vi i top 8 og klar til Final 4, hvilket er to meget ambitiøse målsætninger. På den anden side synes jeg også, vi har haft spillet til at stå med endnu flere point. Overordnet har vi grund til at være tilfredse – men vi vil gerne være endnu skarpere”.

6. juni 2026 Erhverv, Nordborg

Nøglerne skifter hænder hos Guderup Auto

6. juni 2026 Erhverv

Efter mere end 30 år som ejer af Guderup Auto giver Vera Jepsen nu stafetten videre til Preben Davidsen. Dermed fortsætter historien om den lokale bilforretning, som har været en del af Guderup siden 1958, og som gennem generationer har været drevet af familien Jepsen. Vera Jepsen overtog sammen med sin afdøde mand virksomheden efter […]

Læs mere...