Juridisk brevkasse: Advokathuset Muurholm svarer på læser-spørgsmål om testamente

30. januar 2020 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Hej Brevkasse

Min kæreste og jeg flytter sammen. Vi har begge børn fra tidligere forhold. Vi skal bo i det hus, som min samlever overtog, da han blev skilt fra sine børns mor. Vil du anbefale, at vi får lavet testamente? Vi vil gerne sikre hinanden.

Hilsen Anna

Kære Anna

Tak for din e-mail.

Svaret er JA –  det vil jeg anbefale jer, idet samlevende par ikke arver hinanden, medmindre der oprettes et testamente.

Når man har levet sammen i 2 år, eller har børn sammen, har man mulighed for at oprette et såkaldt udvidet samlevertestamente, hvor man kan beslutte, at man vil arve hinanden som var man gift. Den længstlevende af jer vil derfor kunne arve en stor del efter førstafdøde.

Artiklen fortsætter under annoncen

I jeres situation er det også relevant at overveje, hvordan arven skal fordeles når den længstlevende af jer dør. I har begge børn fra tidligere, og der er ingen automatisk arveret mellem dine børn og din samlever, ej heller hvis I senere vælger at gifte jer.

Da den længstlevende har arvet en stor del af det førstafdøde efterlod sig, kan det være relevant at beslutte, at førstafdødes børn skal arve længstlevende på lige fod med længstlevende egne børn. Det er naturligvis en konkret vurdering.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du skriver tillige, at I skal bo i et hus, som din samlever har overtaget efter en skilsmisse. I skal overveje, om du skal købe dig ind i huset, så I ejer huset i lige sameje. Det har også indflydelse på jeres sikring af hinanden, så længe I ikke er gift. Ejer I huset i lige sameje, kan I også overveje at lave en samejeoverenskomst, som overordnet set er en aftale mellem jer om driften af huset, og om hvad der skal ske hvis I går fra hinanden. Derudover kan din samlever have noget friværdi i huset, som han gerne vil have sikret, såfremt I går fra hinanden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Når man som par bliver samlevende rejser det mange spørgsmål, og jeg vil anbefale jer at søge bistand hos en advokat.

Med venlig hilsen
Advokathuset Muurholm

Hvis du vil læse tidligere spørgsmål fra SønderborgNYTs læsere – og læse advokatens svar og gode råd – så finder du tidligere spørgsmål og svar her.

Har du et spørgsmål til advokaten?

Artiklen fortsætter under annoncen

Så send det til Advokathuset Muurholm på [email protected] eller pr. brev til Advokathuset Muurholm, Kongevej 58, 6400 Sønderborg eller ring på tlf. 74 43 03 09.

Hos Advokathuset Muurholm beskæftiger vi os med sager for private og erhvervsdrivende. Vi er servicemindede, tilgængelige og har en hurtig responstid. Vi formidler vanskeligt juridisk stof i et let forståeligt sprog og lægger vægt på, at vores rådgivning skaber en værdi for dig.

Artiklen fortsætter under annoncen