Karlsminde: 73-årsdagen til ære for den allierede flybesætning

20. april 2017 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Nu på søndag er det 73 år siden en bombemaskine blev skudt ned ved Karlsminde på Als. Et flystyrt, der på nær et besætningsmedlem, kostede hele flybesætningen livet.

I den anledning gennemføres mindehøjtidelighed ved mindestenen for de faldne flyvere på søndag kl. 10 ved mindestenen, Karlsminde, Nordals.

Mindestenen er placeret et par hundrede meter fra, hvor bombemaskinen styrtede i havet 23. april 1944.

Mindetalen holdes i år af premierløjtnant J.P. Rasmussen ved Hjemmeværnsdistrikt Syd og Sønderjylland, som efter talen lægger buketten fra Hæren.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der vil yderligere blive lagt buketter af, Lokalhistorisk arkiv for Svenstrup Sogn, Sønderborg Kommune m.fl. ligesom personel fra Flyverhjemmeværnet deltager.

Mindehøjtideligheden gennemføres af Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborgområdet. En sammenslutning af 19 foreninger, hvor flere stiller med flag og faner.

73-årsdagen er et samarbejde mellem Lokalhistorisk arkiv for Svenstrup Sogn, Hjemmeværnet og brødrene Hounsgaard.

Historien bag styrtet

Den nedstyrtede bombemaskine, af typen Halifax, var dengang i 1944 på vej mod Østersøen for at udlægge miner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den startede fra basen Elvington i midt England kl. 21:00 med kurs mod Østersøen. Godt og vel 2 ½ time senere blev den over dansk territorium opdaget af de tyske radaranlæg, og en natjager blev sendt af sted.

Den tyske natjager fandt den engelske bombemaskine og skød den i brand. Den engelske pilot forsøgte formodentlig at nødlande bombemaskinen på markerne ved Karlsminde, hvilket endte tragisk et par hundrede meter ude i vandet.

Herved druknede besætningen undtagen haleskytten der blev reddet i land af to lokale. En fisker ved navn Chr. Hansen og Erik Agergaard.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alle er velkomne til at deltage i højtideligholdelse af 73-årsdagen til ære for den allierede flybesætning.