Hver tirsdag aften fra kl. 19 til 20.30 kan du frem til og med den 19. februar møde op i drengenes gymnastiksal på Sønderborgskovskolen og prøve Tai Chi.
Der er ingen tilmelding og der skal ikke betales entré for at være med.
Tai Chi er det forkortede navn for Tai Chi Chuan. Det er en kinesisk kampkunst, der i vore dage hovedsageligt trænes for at styrke sind og krop.
Tai Chi bygger på et spirituelt fundament med rod i den allertidligste kinesiske filosofi, Taoismen.
Tai Chis vigtigste principper handler harmonien mellem Yin og Yang.
Glimrende faldforebyggelse
Tai Chi består af lange sekvenser af bevægelser, som kan bestå af fra 24 til 120 forskellige bevægelser, der er kædet sammen i én lang flydende bevægelse.
Kendetegnet for Tai Chi er, at det udføres meget langsomt.
Der findes videnskabeligt baserede undersøgelser, som dokumenterer fremskridt for patienter med astma og problemer med hjerterytme og fald hos ældre, der dyrker Tai Chi.
Måske var du med til det flotte åbningsshow i Alsion, hvor kinesiske akrobater og dansere satte liv i Kinesiske Dage.
“Inden showet blev der vist Tai Chi lige indenfor Alsions indgang og den kinesiske kulturattaché, Liu Dong, fortalte, at holdet der optrådte, gjorde det virkeligt flot”, siger Sønderborg Kommunes kulturmedarbejder Tanja Zeba til SønderborgNYT.