Knallert med to på forsøgte at stikke af

12. januar 2023 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Omkring klokken 02:20 forsøgte politiet at få en knallertkører, som havde en passager bagpå, til at standse, men knallertkøreren forsøgte at stikke af.

“Det resulterede i en eftersættelse, der varede i 13 minutter. Hastigheden var på 35-40 kilometer i timen. På Dybbølsten kørte knallerten ind i en pullert, som stod på vejen”, siger Chris Thorning Vesterdal fra det lokale politi. Han fortæller videre, at ingen kom til skade.

“Drengen, som kørte knallerten er 14 år og passageren er 13 og selvom de ikke kan straffes, så bliver der skrevet en sigtelse for at sidde to på en knallert, køre uden kørekort og for ikke at standse, når politiet beder om det”.

“Der blev også rettet henvendelse til drengenes forældre”, siger Chris Thorning Vesterdal.