I morgen, lørdag, er der World Wide Knit in Public Day, og da det samtidig er en uge før Sønderborg Strikkefestival, er dagen som skabt til opvarmning til festivalen. Den opvarmning kan alle strikkeglade være med til: Kom med dit strikketøj og vær med til at gøre byen festivalklar.
Strikkespottet oprettes i Frivillighedens Hus på Perlegade, skriver Garn uden Grænser.
Mellem klokken 10 og 15 inviteres du til at strikke løs sammen med andre. Man kan medbringe sit restegarn og strikke små flag eller swirls til at hænge op, eller man kan strikke videre på den bluse eller sweater, men nu er i gang med. Samtidig kan man få mere at vide om, hvad strikkefestivalen den 14.-16. juni alt byder på.
Alle inviteres samtidig til at tage fat på udsmykningen af byen for at markere, at Sønderborg den efterfølgende weekend er vært for den anden strikkefestival i byens historie. Det er ligesom sidste år foreningen Garn uden Grænser, der står for arrangementet.
Begivenheden er åben for alle uanset alder, køn og færdighedsniveau. Det kræver ikke tilmelding, og det koster ikke noget at deltage i arrangementet.
Hvis man har strikket eller hæklet bypynt, men blot ikke kan deltage i WWKIP-arrangementet den 8. juni, kan man forud aflevere pynten til Tove Pelle, Ørstedsgade 72 i Sønderborg.
World Wide Knit in Public-day er en global, årlig begivenhed, der bringer strikkere fra hele verden sammen om deres passion for håndarbejdet. Formålet er at øge opmærksomheden på strikning som en kreativ kunstform og et berigende håndværk.





















