Kommunalt ansat leder lod kommunen betale sine private bilreparationer

29. oktober 2019 112 Skrevet af: Ole Kæhler

En tidligere leder i Sønderborg Kommune fik i flere år ordnet sine egne biler på kommunens regning. Han er nu dømt for mandatsvig og kommunen har skærpet ledelsestilsynet de steder, hvor ledere selv står for en væsentlig del af bogføringen.

Den tidligere leder blev idømt fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste, ligesom han skal tilbagebetale 82.000 kr. til bilværkstedet. Værkstedet har tidligere tilbagebetalt beløbet til Sønderborg Kommune, som derfor ikke har mistet penge på kriminaliteten, skriver kommunen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Som direktør for virksomheden Sønderborg Kommune og forvalter af skatteydernes penge er jeg godt tilfreds med, at domstolen slår hårdt ned på handlinger som denne. Da vi blev gjort opmærksom på mistanken om falske fakturaer, skred vi straks til en tjenstlig samtale, bortvisning og politianmeldelse. Vi ser med stor alvor på sager som disse og kan derfor kun være tilfredse med, at domstolene også gør det”, siger kommunaldirektør Tim Hansen i forbindelse med domsafsigelsen i mandag.

Artiklen fortsætter under annoncen

HR- og arbejdsmiljøchef Aase Henriksen supplerer:

“Vi har et system, som grundlæggende er baseret på tillid, og heldigvis oplever vi meget sjældent svindel. Derfor vil vi også fremover håndtere økonomien med udgangspunkt i, at vi har tillid til medarbejderne. I forbindelse med denne sag har vi imidlertid valgt at justere vores interne procedurer, så der er skærpet ledelsestilsyn de steder, hvor det er lederen selv, der forestår en væsentlig del af bogføringen.

I det konkrete tilfælde blev mandatsviget udført ved, at lederen, som bl.a. havde ansvaret for en række køretøjer, fik sine private køretøjer repareret på samme værksted som de kommunale biler. Når fakturaerne på reparationerne blev skrevet, blev de private registreringsnumre erstattet med kommunale, og regningen sendt til kommunen. Svindlen blev stoppet, fordi autoværkstedet efter en intern undersøgelse undrede sig over uoverensstemmelserne og kontaktede kommunen.

Artiklen fortsætter under annoncen