SønderborgNYT har været i kontakt med Byrådets partier – på nær et enkelt – for at høre, om der er noget – udover det der allerede er enighed om – som de vil slå et slag for under budgetforhandlingerne. Nogle af dem fortæller, hvad de vil prøve at samle flertal for.
Fra Enhedslisten Sønderborg er der et enkelt ønske:
”Vi vil rigtigt gerne have Borgerådgiveren tilbage. Det er godt for borgerne, at de kan få andre øjne til at se på deres sager og så er Borgerrådgiveren med til at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen”, siger byrådsmedlem Asger Romme Andersen til SønderborgNYT.
”Slesvigsk Parti foreslår en strategi for legepladser 2025-2030, der beskriver, hvordan legepladserne skal fornyes og en plan for helt nye, der også inviterer voksne til at være med i legen”, siger gruppeformand Kirsten Helene Bachmann.
Det indgår i forslaget,som er lagt på bordet, at de vil have nye ’signaturlegepladser’ – et begreb, der dækker over særlige legepladser, der er kendetegnet ved deres unikke udformning og høje lege- og byrumskvalitet – for eksempel udgør et nyt og attraktivt mødested, der tager afsæt i området natur og kulturhistorie. Der er inspiration at hente. Et eksempel er, at Byparken i Skanderborg, der er opgraderet med en vaskeægte Ole Lund Kirkegaard-inspireret legeplads. Et andet er Madsby Legepark i Fredericia, hvor der venter både mooncars, Tarzanbane og Klods-Hans-legepladsen.
”Hvorfor er vi i Sønderborg så fantasiforladte, at ikke også vi kan tilbyde et legeunivers ungerne ikke vil hjem fra, og som absolut er værd at køre efter? Lad børnene opleve sus i maven og historiens vingesus på nye legepladser, der er bygget op af unikke legeredskaber og er inspireret af områdets historie”, siger byrådsmedlem Stephan Kleinschmidt.
Der er tidligere sat penge af til nye legepladser, men de er centreret til at skulle ligge i Sønderborg by.
”Går det efter Slesvigsk Parti skal afgrænsningen ophæves og blikket også rettes mod de øvrige byer i kommunen”, siger Kirsten Helene Bachmann.
Fra Dansk Folkeparti skal der gøres en indsats for at plejecentre kan ansætte ungarbejdere mellem 13 og 17 år på deres plejehjem, i såkaldte inspirationsansættelser, hvor de skal snakke og hygge med de ældre.
”På den måde vil de unge mennesker se, at der er nogen, som arbejder på plejecentre og det kan jo inspirere”, siger Stefan Lydal til SønderborgNYT.
Socialdemokratiets gruppeformand, Preben Storm, vil ikke fortælle SønderborgNYT, hvad det er, som hans parti vil prøve at forhandle sig til.
”Jeg har været i politik i flere end 30 år og har været med i mange budgetforhandlinger. Jeg har det bedst med at forhandle, når vi sidder ved bordet og ikke gøre det via pressen”, siger gruppeformanden til SønderborgNYT.
Venstres gruppeformand, Tage Petersen, holder også sit partis ønsker for sig selv og Bo Kleis Christensen fra Nye Borgerlige lykkedes det ikke at komme i kontakt med.