Historiecenter Dybbøl Banke er en succes – faktisk så stor en succes, at historiecenteret nu ønsker at udvide, og dermed skabe nye oplevelser for endnu flere mennesker på toppen af Dybbøl Banke. Udvalget for Kommunal og Regional Udvikling samt Erhvervsudvalget i Sønderborg Kommune bakker op om projektet med 100.000 kroner.
Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Historiecenter Dybbøl har for længst markeret sig som en af de største turistattraktioner i det Syd- og Sønderjylland. Siden man i 2007 stod klar med de nuværende rammer med soldaterby og en rekonstrueret skanse, er besøgstallet steget med 50 procent. Derfor giver det god mening at sondere mulighederne for at udvide yderligere, mener formand for Erhvervsudvalget, Ole Wandahl Stenshøj.
De 100.000 kroner, som Erhvervsudvalget og Udvalget for Kulturel og Regional Udvikling har bevilget til Fonden Dybbøl Banke, som står bag Historiecenter Dybbøl, er penge, som skal bruges til at lavet et illustreret projektmateriale, hvor ambitionerne for udvidelsen vil blive vist. Projektmaterialet skal efterfølgende bruges til at rejse penge til selve udvidelsen.
“Historiecenter Dybbøl fortæller om en af de mest dramatiske begivenheder i Danmarkshistorien på en moderne, spændende måde, og tiltrækker mange turister fra både ind- og udland. Samtidig er fortællingen om krigen også en platform, hvorfra man kan fortælle om, hvordan fjendskab blev til venskab og hvordan det gode naboskab mellem Danmark og Tyskland i dag virker helt naturligt for indbyggerne her nord og syd for grænsen”, siger Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for Kulturel og Regional Udvikling.
Oprindeligt var det tanken at historiecenteret kun skulle have haft åbent i sommerhalvåret med begrænset personale til billetsalg og administration. Men det er ambitionen, at Historiecenter Dybbøl skal udvikles til en helårsattraktion.