Hele 71 sønderborgensere brugte onsdag aften bag dukkede ruder i Café Figo, hvor Linda Lassen fortalte om sin bog: Men sko må jeg ha’.
En fyldt Café Figo giver duggede ruder.
“Straks da jeg flyttede hertil fandt jeg ud af, at det er vigtigt at kende den sønderjyske historie og den satte jeg mig grundigt ind i. Den er speciel og den er spændende”, siger Linda Lassen efter en kort introduktion af Bogcafeens bagmand, Allan Breckling.
“Min bog handler om en vandrelærerinde, Henriette Gubi, der som lærer går fra sted til sted og underviser børn. Det var ikke helt let, fordi det skulle foregå på tysk. Sønderjylland var jo preussisk efter 1864 og ved at alle børn for eksempel i skoler talte tysk, så ville de jo blive tyske”, siger Linda Lassen.
Tænk tysk eller bliv fyret
“Preusserne gjorde sig store anstrengelser for at gøre Sønderjylland tysk. Der måtte ikke synges danske sange for åbne vinduer og det sprog, der var officielt, var det tyske”, siger hun. Lærere kunne skrive under på, at de ville være loyale og undervise på tysk eller de kunne få en fyreseddel.
Linda Lassen fik fortalt det meste af handlingen fra Sko må jeg ha’.
“Nogle valgte at blive på skolerne og oplevede selv, at de fik dæmmet op for udbredelsen af det, der kaldtes tysk sindelag. Andre nægtede at skrive under og blev fyret”.
Linda Lassen giver et resume af sin bog og går ind imellem i dybden med nogle detaljer.
“Efter 1864 kunne man godt beholde sit danske statsborgerskab og dermed undgå at blive indklaldt til tysk militærtjeneste. Til gengæld havde man ikke stemmeret og måtte heller ikke tale i forsamlinger”, siger hun. Mange unge ville ikke være tyske, så de rejste fra landet og tog til Danmark eller USA.
Den stille protest
På den næste Bogcafé kan i møde filosoffen Peter Tudvad, siger Allan Breckling. Han vil ikke afsløre, der også arbejdes på at trække Roger Moore på Café Figo.
Men sko må jeg ha’ – handler om de stille eksistensers protest over udbredelsen af tysk kultur efter 1864. Det er de mere stille, der holder liv i den protest, der ligger i at holde fast i alt det danske.
“Det var jo der, hvor det Sønderjyske Kaffebord kom frem og rundt omkring mødtes også man for at synge de danske sange”.
Selvfølgelig skete det bag lukkede døre, så gendarmerne ikke opdagede noget.
“Blev man opdaget, så blev man landsforvist”, siger Linda Lassen.
