Lørdag den 30. september skruer Dybbøl Mølle tiden tilbage til 1800-tallet og åbner dørene til en spændende dag med masser af aktiviteter. Høsten er i hus, og nu skal der gøres klar til vinteren. Møllen maler korn til mel og gæster kan selv prøve at male mel på håndkværne. Børn og deres voksne kan prøve at hæve den forbandelse som møllenissen har kastet over møllen.
Uden for møllen vil der være en række boder med forskellige aktiviteter. I kan prøve at hakke kød og stoppe medisterpølser hos slagteren, og I kan lave sennep og kærne smør. Håndværkerne demonstrerer deres arbejde, tømreren brygger en bro, og glarmesteren har brug for hjælp til at kitte de mange vinduer, skriver museet til SønderborgNYT.
Som noget helt særligt får gæsterne mulighed for at komme ind og se den gamle møllerbolig, der normalt ikke er tilgængelig for offentligheden. Boligen blev renoveret for nogle år siden og huser nu Dybbøl Mølle og Historiecenter Dybbøl Bankes administration. I biblioteket serveres kaffe og kage af de fine stel, som lokale borgere indleverede til møllen i forbindelse med Hendes Majestæt Dronningens besøg i 2014.
Arrangementet foregår fra kl. 10-16 på Dybbøl Mølle.
Entreen er 60 kr. for voksne og 30 kr. for børn.
Husk fornuftigt tøj, da dele af arrangementet foregår udendørs.
Hunde må gerne medbringes.