Medlemmerne af foreningen SIND og deres pårørende kan komme med på besøg hos bageren i Nybøl den 16. december, hvor planen er, at der skal bages kager til julen.
“Så vi kan bage vores julekager i et rigtigt bageri og det skal nok blive sjovt”, siger foreningsformand Jens Christian Kristensen til SønderborgNYT.
Han fortæller, at SIND i Sønderborg har fået penge fra en Corona-pulje og de skal bruges på aktiviteter.
“Pengene gør, at der også bliver råd til en tur i Kinorama, hvor vi skal se julefilm den 28. december og når vi har set den, skal vi spise sammen i Jensens Bøfhus”, siger Jens Christian Kristensen.
SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende.
SIND er også rammen om mange fællesskaber og venskaber – og har netop nu 50 lokalafdelinger.