Mette Rasmussen har stået i front for pigekoret i snart 20 år

Arkivfoto
Arkivfoto
8. februar 2017 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Onsdag stillede små 50 piger til sangtime og det kan sagtens frustrere en dirgent en smule, at der lige er 15-16 stykker, der er ramt af influenza.

“Det er der jo ikke noget at gøre ved, men vi øver alligevel, så vi bliver klar til koncert i København om et par uger”, siger dirigent Mette Rasmussen fra Sønderjysk Pigekor. Og det er næppe første gang Mette Rasmussen oplever mandefald til en øvetime.

 

“Det er lidt fantastisk, jeg har været dirigent for Sønderjysk Pigekor i 20 år til august. Tiden flyver bare afsted”, siger Mette Rasmussen til SønderborgNYT. Gennem de mange år har dirigenten selvfølgelig nogle gange overvejet at sige stop.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det har jeg selvfølgelig tænkt, når det har været hårdt, men når tingene så kører igen, så er tanken om at stoppe pludselig væk. Men med tiden vil jeg da give koret videre. Måske når det har fejret 25 års jubilæum om fem år”, siger hun.

Pigerne kan synge

Det er med sang, som det er med meget andet. Jo tidligere man begynder, jo større er chancen for at blive rigtigt god.

“Vi har nogle spirekor og derfra kommer pigerne op i Juniorkoret, som jeg også har. For at komme med i det kor, så er det sådan, at de lige skal synge, mens jeg hører det”, siger Mette Rasmussen, der vil have et ret højt bundniveau. Det er nemlig Juniorkoret, der er reden, hvor pigekorssangerne udklækkes.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Langt de fleste kommer den vej ind. Ganske få kommer lige fra gaden og ind i Pigekoret”.

Bliver bedre i skolen

Pigerne i koret har mange øvetimer, hvor de synger det samme om og om igen, indtil det sidder lige i skabet. Altså er de både vedholdende, ambitiøse og tålmodige.

“Og så har de rigtigt mange koncertoplevelser og de er en del af et fantastisk fællesskab”, siger Mette Rasmussen. Hun fortæller videre, at hun ved fra flere af pigerne, at det, at de lærer at stå frem foran andre, gør det let for dem at stå i skoleklassen og fremlægge opgaver.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis pigerne selv skulle vælge alle sange, der skal synges til koncerter, så ville der være en del pop.

“Men også flere af de større klassiske værker, som er virkeligt svære”, siger Mette Rasmussen, der har noteret sig, at det alene er i dygtige kor, man kan synge den slags.