Mommark: LAG-støtte giver iværksættere lystfiskere på krogen

24. november 2016 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Tre fisketurismeprojekter i Mommark har fået i alt næsten 700.000 kroner i støtte af LAG Sønderborg-Aabenraa i 2016. Iværksætterprojekterne supplerer hinanden og genererer dermed flere turister og overnatninger og mere udlejning og omsætning.

Det er ikke længere færgetrafikken, der skaber aktivitet i den gamle færgehavn i Mommark på Sydals. Det er derimod tre driftige firmaer, der med hver deres forretningskoncept trækker turister til Mommark Marina, som havnen og den tilhørende campingplads hedder i dag, skriver LAG Sønderborg-Aabenraa i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvor det tidligere var færgen til Søby på Ærø, der tøffede ind og ud af havneindsejlingen, er det nu lystsejlere, fiskejoller og fiskebåde i forskellige størrelser, der skaber liv og ikke mindst omsætning i området. Ikke blot i sommermånederne, for lystfiskeri er en seriøs hobby for købedygtige entusiaster i hele Europa, der gerne rejser langt for de helt rigtige lystfiskeroplevelser.

Styr på konceptet

Dén formel – de helt rigtige lystfiskeroplevelser – er Mathias Korth, Carsten Kock og Palle Heinrich godt i gang med at få styr på.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tyske Mathias Korth er oprindeligt sejlmager og indehaver af bådudlejningsfirmaet Mommark Charterboot, der består af en række, professionelle lystfiskerbåde, der kan lejes og sejles af seriøse lystfiskere.

Carsten Kock er medejer af Mommark Marina, der ud over campingplads, ferielejligheder og café også tilbyder udlejning af små fiskejoller – typisk til familieture og hyggefisketure.

Palle Heinrich er indehaver af Alssund Fisk, der blandt andet tilbyder transportable faciliteter til køl/frys af fisk, samt udlevering af is til køling af fisken. Over vinteren etableres et forarbejdningssted hvor fiskerne kan slagte og nedfryse dagens fangst.

Artiklen fortsætter under annoncen

På den måde supplerer de tre forretninger hinanden og skaber et sammenhængende kystturismetilbud på Sydals:

De seriøse lystfiskere, der kommer rejsende fra blandt andet Tyskland, Østrig og Schweiz for at leje og fiske fra Mathias Korths fiskebåde har brug for overnatningsmuligheder i nærheden af havnen. Det finder de både i marinaens ferielejligheder og på campingpladsen, men også i områdets sommerhuse.

Omvendt giver Mommark Marinas mindre fiskejoller de øvrige turister i området en mulighed for at prøve lystfiskeriet af på en nem måde – og måske opgradere til Mathias Korths udlejningsbåde, hvis de bliver bidt af lystfiskeriet fra båd.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig får alle typer af turister mulighed for en ekstra oplevelse i kraft af Palle Heinrichs transportable køle- og fileteringsfaciliteter:

“Lystfiskerne får gode faciliteter til at rense, anrette og opbevare deres fangster. Samtidig giver vi campister, lystsejlere og andre besøgende en mulighed for at købe frisk fisk lige fra kajkanten”, siger Palle Heinrich.

LAG-midler gør en stor forskel

Det var netop muligheden for at søge LAG-midler, der gjorde, at de tre iværksættere begyndte at tænke deres forretningsplaner tæt sammen:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vores tætte samarbejde gavner ikke blot vores egne forretninger. Det gavner som helhed turismen og udviklingen i Sønderjylland. Muligheden for at søge LAG-midler har gjort, at vi har turdet sætte vores projekter i søen og tro på, at vi kunne udvikle dem yderligere”, siger Carsten Kock.

Formand for LAG Sønderborg-Aabenraa, Ulf Nørulf uddyber baggrunden for at støtte projekterne:

“Fra LAG Sønderborg-Aabenraas side har vi også opfordret de tre iværksættere til at tænke deres forretningskoncepter tæt sammen. Og når vi har valgt at støtte alle tre projekter med et forholdsvist stort samlet beløb på næsten 700.000 kr., så er det jo for at pulje investeringerne, så de giver mere synergi, aktivitet og omsætning, end hvis vi ”dryppede” mindre støttebeløb til ukoordinerede projekter”, siger Ulf Nørulf.

Helt konkret har LAG Sønderborg-Aabenraa støttet indkøb af en servicebåd til Mommark Charterboot til 194.000 kr., indkøb af fiskejoller til Mommark Marina for 200.000 kr. samt etablering af fiskeforarbejdningsfaciliteter til 300.000 kr.

De tre iværksættere fra Mommark har i 2016 mærket en fremgang i besøgs- og udlejningstallene. Men de har allerede flere udviklingsplaner på bedding:

“Vi satser på at kunne tiltrække nye kundegrupper, når vi forhåbentlig fremover også kan tilbyde pilketure med en rigtig fiskekutter”, siger Palle Heinrich.

9. oktober 2024 REGIONALT, Samfund

Fredag begynder efterårsferiens udrejsetrafik

9. oktober 2024 REGIONALT

Fredag begynder skolernes efterårsferie, og den første udrejsetrafik vil her blande sig med eftermiddagens myldretidstrafik. Det gælder også på Sønderjyske Motorvej mellem Kolding og den dansk-tyske grænse. Ved grænsen skal man desuden være opmærksom på øget grænsekontrol på vejene mod Tyskland. Vejdirektoratet anbefaler, at man så vidt muligt undlader at køre i tidsrummet mellem kl. […]

Læs mere...