Morbærhegnet sætter skraldespandene på 5 ugers skrump

22. april 2015 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Mindst 50 beboere i Morbærhegnet går på affaldsskrump i fem uger. Her skal de forsøge at lægge så lidt som muligt i skraldespanden.

Startskuddet gik fredag aften, hvor Sønderborg Kommune og Sønderborg Forsyning var vært for kick-off med spisning, masser af information og et par konkurrencer som start på Nulskrald-projektet.

Beboerne i Morbærhegnet 24-44 kan aflevere affald til genbrug i 10 beholdere, der står uden for opgangen.

60 kilo skrald om ugen

untitled

Beboerne samlet til kick-off.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Hvordan, de vil gøre det, er helt op til dem selv. En vigtig del af projektet er at udveksle erfaringer og give hinanden tip. Det kan ske via en særlig Facebookside”, siger Martin Frank Mogensen, der er miljøøkonom i Sønderborg Kommune.

I vinter er affaldet i Morbærhegnet blevet vejet. Hver opgang afleverer 60-70 kilo restaffald om ugen. Det tal må meget gerne falde de kommende uger.

Mælke- og juicekartoner

Fredag aften var der stor spørgelyst blandt beboerne. Det gælder blandt andet madaffald, som kan afleveres i en container. Det vil mange beboere gerne sortere fra, men det gælder om at finde en praktisk løsning oppe i lejligheden, så der kun ender madaffald i beholderen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som et led i forsøget kan beboerne aflevere mælke- og juciekartoner til genbrug. De kommer til et anlæg i Tyskland, hvor pap og plast bliver skilt ad, så begge dele kan genbruges.

Spis op og spar 1500 kr.

En anden vej til mindre skrald er at undgå madspild. På mødet fredag aften fortalte nulskralder Jens Guldsmed fra Nordjylland om sine egne erfaringer med at bruge alt i køleskabet. Det er sjovt og nemt og en husstand kan spare op til 1500 kr. om måneden i indkøb ved at udnytte madrester.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der var også rester efter fællesspisningen i fredags. Dem tog beboerne med hjem i særlige poser, som man også kan få på flere restauranter og caféer. Alle der deltog i mødet sorterede deres affald og der var 984 gram affald tilbage til skraldespanden efter informationsmødet.

Vejer hver uge

“I forsøgsperioden vejer Sønderborg Forsyning alt affald og skrald fra Morbærhegnet 24-44 og sender resultatet ud til beboerne, så de kan se, hvordan det går med affaldsslankekuren.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alle interesserede er velkomne til at følge med på Facebooksiden Nulskrald Boligforening”, siger Susanne Jessen Møller, som står for genbrugsordninger i Sønderborg Forsyning.