Musik og digital kunst som velkomst på Alsion

30. november 2017 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

En koncert skal starte allerede på parkeringspladsen, når man stiger ud af sin bil. Den idé vil Koncertsalen Alsion prøve af i løbet af sin jubilæumssæson, og et over 100 kvadratmeter stort digitalt kunstværk vil møde koncertgæsterne forud for flere af efterårets aftenkoncerter.

Der var debut ved Julegallakoncerten fra kl. 19.20 til 19.50 torsdag aften.

Den unge digitale kunstner, Bo Frøsig fra Sønderborg, kaster sig i disse dage over at opgaven, hvor han omsætter de enkelte afteners toner til lydresponsive video-værker. De kommer til at gøre den store facade ved Alsions hovedindgang levende.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi vil meget gerne have, at det visuelle interagerer med det auditive, hvilket bedst sker med korte, dedikerede lydklip, der synkroniseres med de levende billeder”, siger Bo Frøsig i en pressemeddelse.

Toner bliver til billeder

Digital kunst. Foto: Ole Kæhler

Artiklen fortsætter under annoncen

I koncertsalen er man spændt på udfaldet. For hvordan ser musik egentlig ud, når toner bliver til billeder, der skærer sig gennem aftenmørket som dansende konstruktioner?

“Jeg tror, at mange selv danner nogle billeder inde i deres hoveder, mens de lytter til musikken i koncertsalen. Derfor har vi bedt Bo Frøsig om at animerer sine fortolkninger af musikværkerne”, siger Poul Valdemar Nielsen, direktør for Fonden Koncertsalen Alsion.

Når jubilæumsåret er forbi, vil kunstneren klippe alle værker sammen til et samlet værk, der kan blive vist ved forskellige lejligheder.