I februar udgav Hjørdis Faaborg sin bog, ‘Hvis jeg selv må bestemme’, som handler om hendes oldefar, som blev trukket ind i Den Store Krig, hvor han skulle kæmpe for tyskerne. Og tirsdag den 3. december klokken 19 kan du høre forfatteren fortælle om bogen i Brecklings Bogcafé i Sønderborghus fra klokken 19.
Man tilmelder sig bogcafeen ved at sende en mail til [email protected] eller ved at ringe på telefon 5240 6616.
Hjørdis Faaborg fik fortalt sin oldefars historie af sin bedstemor. Og for at sikre, at hendes børnebørn, der bor på Sjælland, også kommer til at kende slægtens historie, så har Hjørdis H. Faaborg skrevet en bog om sine oldeforældre.
“Min oldefar blev såret og faldt om i en vandpyt et sted i Frankrig. Han frøs fast og kom kun fri, fordi hans soldaterkammerater hjalp ham. Efter en tid på lazzarettet blev han uddannet til pilot og derefter til flymekaniker. Det sidste gjorde, han ikke igen skulle ud og lægge sprængladninger, som kunne lave huller i fjendens linier”, fortæller Hjørdis Faaborg til SønderborgNYT.
Den 11.11. 1918 stoppede krigshandlingerne.
“Min oldefar fik valget mellem at tage med til Berlin og blive i tysk militær – og han sagde, at hvis han selv måtte bestemme, så ville han helst hjem til sin kone og sine børn. Og sådan blev det. Han tog hjem til Sundeved”, siger Hjørdis Faaborg.
Hun fortæller videre, at mens hendes oldefar var i krig, så kæmpede hendes oldemor og mange andre kvinder en kamp for at holde sammen på børn og hjem.
“Det er der aldrig nogen, der har fortalt om, så det gør jeg i min bog”, siger forfatteren, som håber, der kommer rigtigt mange, der vil høre om ganske almindelige menneskers liv her i vores lokalområde under Den Store Krig.
“I februar holdt Hjørdis Faaborg en reception i anledning af bogudgivelsen og jeg var straks interesseret i, at hun kom med i en bogcafé, fordi hendes bog, som handler om helt almindelige mennesker i en historisk vigtig tid, er blændende godt skrevet”, siger bogcafévært Allan Breckling.