Nord-Als Bold fik besøg af DBU-formanden

3. september 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Forleden havde Nord-Als Boldklub besøg af DBUs formand Jesper Møller, som lagde vejen forbi det nordalsiske til en frokost, en masse snak og rundvisning i og omkring Nord-Als Idrætscenter.

“Jesper Møller er et utroligt sympatisk menneske, som har rødder indenfor breddefodbolden og som har og viste stor interesse for ydre områder som Nordals”, siger formand for Nord-Als Boldklub Jesper Larsen i en pressemeddelelse.

Besøget kom bl.a. i stand fordi Nord-Als Boldklub i år fylder 50 år.

Artiklen fortsætter under annoncen

I forbindelse med jubilæet laver klubben 10 særarrangementer og derudover udgiver klubben til oktober en bog ”Nord-Als Boldklub 50 år –mere end fodbold”. DBU-formanden har skrevet et flot forord, som klubben naturligvis er meget stolt over.

Det var dog ikke jubilæet som havde det største fokus, men mere hvordan breddefodbolden og frivilligheden fungerer i Nord-Als Boldklub.

DBU-formanden Jesper Møller spurgte interesseret til klubben og dens historie og NB-formanden samt tre bestyrelsesmedlemmer og Nord-Als Idrætscenters direktør fik mange rosende ord med på vejen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig kunne de komme med indspark til, hvordan yderområder og breddefodbold kan gøre gavn for mange i samfundet.

Jesper Larsen siger:

”Jeg er meget glad for at Jesper Møller lagde vejen forbi netop os og for de gode snakke og grin vi fik. Desuden glæder jeg mig over at DBU’s top tager sig tid til at besøge breddeklubberne og ikke mindst for de flotte ord, som formanden har skrevet til vores jubilæumsbog, som jeg i øvrigt ser meget frem til at kunne udgive”.