Nu er Dansk Folkehjælps genbrugsbutik åben

2. oktober 2020 Sønderborg Skrevet af: Ole Kæhler

Fredag formiddag klippede Dansk Folkehjælps generalsekretær snoren til foreningens nye genbrugsbutik i Perlegade i Sønderborg og han gav de frivillige et maleri, der er lavet af en af Cobramalerne.

“Billedet handler om fællesskab og om at vi skal stå sammen. I kan overveje at hænge det i kaffestuen, så I bliver mindet om det en gang imellem”, sagde generalsekretær Klaus Nørlem.

Dansk Folkehjælp er den organisation i Danmark, der donerer julehjælp til flest udsatte familier.

“Og vi hjælper også rigtigt mange familier her i Sønderborg gennem julen”, siger Klaus Nørlem til Sønderborg og tilføjer, at de penge, der tjenes i Sønderborg også bruges i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg synes, det giver mening for vores frivillige, vores kunder og de mennesker, som kommer med brugt tøj og brugte ting, at de ved, at det gør en forskel for mennesker, der også bor her”, siger generalsekretæren og tilføjer, at der i organisationen bruges 5,6 procent af overskuddet på drift. Det betyder, at der leveres velgørenhed for 94,40 kroner, hver gang der handles for 100 kroner i Dansk Folkehjælps nye butik.

“Vi giver også feriehjælp til fattige mennesker, altså familier der ligger under EUs fattigdomsgrænse. Og vi hjælper udsatte børn med skolestart”, siger Klaus Nørlem. I Danmark er der 300.000 mennesker, der har en økonomi, som betyder, at de ligger under fattigdomsgrænsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

På landsplan modtager 29.000 familier hjælp fra Dansk Folkehjælp.

Gode råd om økonomi

“Lige nu er vi også på udkig efter frivillige, der kan hjælpe med at rådgive udsatte mennesker om økonomi”, siger Klaus Nørlem.

Langt de fleste mennesker, som får hjælp fra Dansk Folkehjælp, bliver henvist af de sociale myndigheder i kommunen – og tanken er, at det også er kommunen, der henviser de personer, som skal have hjælp til økonomien.

“Det er dem, som bankerne helst ikke vil have som kunder. De skal have hjælp til at slippe fri af deres gæld og det skal det gennem realistiske aftaler”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vil du være frivillig?

Butikken i Perlegade skal bruge flere frivillige og målet er at nå op på mellem 20 og 25 frivillige.

“Frivillige, som kan se værdien i at blive en del af fællesskabet og i at hjælpe lokale, udsatte familier, er velkomne. Man kan for eksempel gå ind i butikken og tale med de frivillige, som allerede er her, eller man kan ringe på telefon 3038 6687”, siger generalsekretæren.

Artiklen fortsætter under annoncen