Nu er der ekstra billetter til folkBALTICAs åbningskoncert

14. maj 2017 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Nu har folkBALTICA åbnet for yderligere pladser til den store åbningskoncert onsdag 17. maj. Det betyder, at de interesserede også har mulighed for at sikre sig en billet.

Årets åbningskoncert er en episk musikalsk iscenesættelse af temaet “Den store Rejse”. Sammen med årets huskunstner, den tyske sanger og sangskriver Dota Kehr, stævner folkBALTICA Ensemblet og Sønderjysk Pigekor musikalsk set ud af Alssund og passerer på rejsen til Nordamerika musik og sang fra Danmark, Norge, Nordatlanten, Grønland og Nova Scotia –  inden der lægges til ud for den amerikanske kyst, hvor aftenen går i land, skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den musikalske rejse giver et indblik i de forskellige kulturer mellem Nordeuropa og Nordamerika og fortæller samtidig historier om mennesker og musik, der selv har foretaget rejsen. Grønlands nationalskjald, Rasmus Lyberth, og violinvirtuosen fra Cape Breton, Nova Scotia Kimberley Fraser, repræsenterer nogle af kulturerne undervejs på rejsen.

I koncertens finale kan man ved selvhør konstatere, hvordan musikken har udviklet sig over geografi og tid, når den 83-årige spillemand Dwight Lamb fra den amerikanske stat Iowa indtager scenen i forening med de talentfulde unge musikere fra folkBALTICA ensemblet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Koncerten starter klokken 20, og billetter kan købes på folkbaltica.dk.

Eventuelt overskydende billetter sælges ved indgangen.