Tidligere havde Vågetjenesten i Røde Kors samarbejdsaftaler med de forskellige plejecentre i kommunen og med hjemmeplejedistrikterne, men nu er der lavet en aftale, der gælder hele kommunen – undtaget Nordborg, hvor de har deres egen lokale vågetjeneste.
Det fortæller Henriette, som er leder af Røde Kors’ vågetjeneste. Hun siger videre, at der selvfølgelig stadig er dialog med de enkelte plejecenter og de forskellige hjemmeplejedistrikter.
“Jeg kender til jeres arbejde fra nærmeste hold og synes, det er en fatastisk indsats, som I gør. Den betyder rigtigt meget for familierne og selvfølgelig også for døende, som ikke har pårørende”, siger Vivi Brit Nielsen, som er Venstres medlem i Social, Senior og Handicapudvalget.
“Blandt vores vågere er der nogle, som er i arbejde, nogle har også børn, så det er begrænset, hvad de kan tage af vagter. Vores ældste frivillige er 84 år”, siger Henriette og fortæller, at langt de fleste vågetjenester ligger i nattetimerne og en vagt er på fire timer.
“Hvis vi tænker på et ældre ægtepar, hvor den ene er døende, så dækker den pårørende dagtimerne og vi tager os af natten. Det er oftest om natten, den døende har det mest svært og har flest smerter”.
Hun fortæller videre, at det er privilegie at våge over en døende, at komme med på den sidste del af rejsen.
“Og vi kan noget, som pårørende ikke kan, fordi vi ikke er følelsesmæssigt indvolveret. De pårørende er jo tæt på, mens vi har erfaringer, som vi kan trække på – og vi er meget opmærksomme på, at den døende skal være ordentligt dækket mod smerter”.
Vivi Brit Nielsen spurgte, om Røde Kors har de vågere, der er brug for.
“Vi kan sagtens bruge flere, fordi vi er alene om opgaven – eksempelvis har den store forening, Ældre Sagen, ikke en vågetjeneste”.
Du kan komme med på holdet ved at tage kontakt gennem Røde Kors’ hjemmeside.
SønderborgNYT har tidligere talt med Birgit Kirsten, som er frivillige våger. Her kan du læse, hvad hun siger om det at være våger.



















