Den årlige festival ved Nordborg Slot nærmer sig med hastige skridt, og arrangørerne kan nu offentliggøre en række nye tiltag på årets festival.
Musikprogrammet på årets udgave af Nord-Als Musikfestival er for længst på plads, hvor etablerede navne som bl.a. Christopher, D:A:D, Mads Langer, Kato, Lars Lilholt Band og Birthe Kjær alle har meldt deres ankomst. Nu er festivalen, som finder sted d. 12 og 13. juni i de smukke omgivelser ved Nordborg Slot, så også klar med en række nye tiltag på dette års festival:
En ordentlig velkomst
Der er noget helt specielt over gæsterne på Nord-Als Musikfestival, så i år har vi i bogstaveligt forstand rullet den røde løber ud for jer. Så husk det store smil, for i år afholder vi den 35. festival og det skal fejres!
Gildesalen
Ved siden af Parkscenen kan du træde 30 år tilbage i tiden. Tilbage til de glade 80’erne, hvor enhver kælder skulle indrettes til gildesal med egen bar, finér beklædte vægge og Brix på anlægget. I Gildesalen vil du møde en ny bemanding fyldt med godt humør, lækkert hår og kolde øl.
Fuglsang 150 år
I år kan Fuglsang fejre deres 150 års fødselsdag, og i den anledning har de i produceret en 150-års jubilæums-øl. Du kan kun smage denne dejlige øl nede i Gildesalen, som du finder ved Parkscenen.
Slagter Nielsen
Kendt for den gode betjening og høje kvalitet. Det kan kun blive en succes at besøge Slagter Nielsen’s pølsevogn på Madpladsen og få en omgang biksemad med spejlæg eller en bagt kartoffel med pulled pork.
Cult-Baren
En helt ny bar ser dagens lys i på årets festival. I samarbejde med Cult har vi bygget en spændende bar nede ved vandet. Vores helt egen hus-dj kommer og mixer musikken, og vi lover jer en fest ud over det sædvanlige! Kom forbi til en drink, Mokai eller nogle shots.
P.S. Cult-Pigerne kigger selvfølgelig også forbi.
Sjov og Leg
For de mindste, men også de større legebørn, har vi i år to områder til Sjov og Leg. Det ene finder du til venstre for Parkscenen. Her har du mulighed for en tur på rodeotyren, teste dine kræfter mod boksebolde og på andre måder kæmpe rundt. Mellem Parkscenen og Madpladsen finder du Hoppe-Land, hvor de små har rig mulighed for at komme af med energi.
Partycrew
For at være sikker på at du og alle vores andre gæster får en uforglemmelig festival med højt humør og gode oplevelser, har vi i år sammensat et hold af søde og sjove unge mennesker, hvis eneste formål er at sørge for, at alle vores gæster har den bedste festival muligt. Du vil ikke være i tvivl, når du møder dem, og vi håber, du er med til at gøre din festival endnu bedre.
Cafeen er flyttet
Vi har i år flyttet Caféen ind på madpladsen og rettet lidt i sortimentet, så du i år udover sprøde vafler med softice også kan få dig en frisksmurt sandwich med skinke eller kylling.
SønderjyskE Herrehåndbold
Herrerne fra SønderjyskE Håndbold har lovet at kigge forbi i år og være med til at afholde den meste forrygende festival, og selvfølgelig har du mulighed for at få en autograf og et billede. Dette vil foregå lørdag eftermiddag.
Store flyttedag
I år vil du ikke kunne finde balloner, mini-donuts, klaphatte og bland-selv-slik på pladsen ved indgangen til festivalen. Vi har holdt store flyttedag, og rykket nogle af boderne indenfor på pladsen.
Billetter kan stadig købes via musikfestival.dk eller ved Sydbank i Nordborg, men festivalen melder, at det er ved at være sidste udkald!