Per Nielsen og Sønderskov-Skolens Harmoni-orkester spiller koncert

15. april 2019 Kultur

Sønderskov-Skolen og Sønderborg Musikskole glæder sig til, at indbyde til Festkoncert i Festsalen på Sønderskov-Skolen tirsdag den 30 april klokken 19 på Sønderskov-Skolen.

Festkoncerten er kulminationen på tre års stor, musikalsk aktivitet omkring Projekt Harmoniorkester, som dermed munder ud i den officielle stiftelse af “Sønderskov-Skolens Harmoniorkester”.

Det skriver skolen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Omdrejningspunktet for Festkoncerten er naturligvis orkestrets 19 musikanter, der byder på et mangfoldigt repertoire lige fra James Bond Theme til Sønderskov-Sangen, arrangeret specielt til lejligheden.

Orkestrets protektor, trompetist Per Nielsen er solist ved festkoncerten og hele koncerten bakkes op af en særdeles velspillende MGK rytmegruppe.

Projekt Harmoniorkester begyndte i 2016,i et tæt samarbejde imellem Sønderskov-Skolen og Sønderborg Musikskole. Målet er at give alle elever mulighed for at finde glæden ved at spille et instrument og fastholde eleverne i musikken.

Sønderskov-Skolen har historisk stolte, musikalske traditioner, og det var da også helt naturligt for trompetist i Sønderjyllands Symfoniorkester, Per Nielsen at takke ja til at være protektor for det ny orkester. Per Nielsens imponerende, musikalske karriere startede nemlig på Sønderskov-Skolen, hvor han som elev lærte at spille trompet i skolens orkester.

Sønderskov-Skolens Harmoniorkester har gradvis øget aktivitetsniveauet igennem projektfasens tre sæsoner og eleverne er efterhånden ganske scenevante med mange koncerter i bagagen. Og lige nu øves der ekstra flittigt på et stort og festligt repertoire, som finpudses med en intensiv øve-weekend lige op til koncerten.

Vær med til at fejre deres musikalske milepæl med denne herlige koncert med fri entré.

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk