Der er lagt op til et brag – med både nerver og spændte forventninger – hos Sønderjysk Pigekor, der sammen med Drengekoret og flere andre skal rundt med deres eget julearrangement. Blandt andet på Alsion den 13. december.
Onsdag aften blev flere af sangene prøvet igen og igen.
“Vi skal synge en række kendte og også nogle mindre kendte julesange. De bliver sat sammen til en helhed, der bare handler om jul, jul, jul”, siger korleder Mette Rasmussen til SønderborgNyt. Juletemaet kommer til at rumme den jul, der beskrives i Biblen og så alt det andet, der har med jul at gøre.
“Det bliver et overflødighedshorn, der flyder over med musikalske julegodter”, siger korlederen og tilføjer:
“Als Performance og musikskolens strygerensemble, Violin D’ Als skal også deltage sammen med hele fire kor, der mønstrer 130 sangere i det hele”, siger hun.
Jule-poet
Mette Rasmussen har ringet til Flemming Nissen, der er kendt som morgenvært på Radio Als.
“Jeg sagde ja tak til at være konferencier og har så fundet ud af, jeg også skulle skrive nogle digte, der kæder arrangementet sammen”, siger Flemming Nissen, der stadig arbejder på at få det hele til at rime.
“Det svære er altså at læse dem højt for en fyldt koncertsal i Alsion. Jeg plejer jo at sidde helt alene med min mikrofon på Radio Als”, siger Flemming Nissen.
Skal du også opleve den storslåede koncert, så skal du skynde dig at købe din billet HER