Politiet i Sønderborg spærrede øjnene op onsdag, da en alkotest på en bilist viste en 3,75 i promille. Politiet var så forundrede, at de valgte at tage testen en ekstra gang.
Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til TV 2.
“Patruljen valgte derfor at tjekke ham igen et kvarter senere. Men den var god nok. Det var jo noget af en sjat”, siger han.
Manden blev opdaget af en patrulje på Præstegårdsvej i Sønderborg, hvor han kørte i retning mod Ulkebøl. Hans kørsel var slingrende og derfor blev bilen stoppet.
På trods af den høje promille kunne den 44-årige mand dog stadig tale.
“Så han må være noget mere vant til det end så mange andre”, lyder det fra vagtchefen.
Manden er fra lokalområdet og hans bil er nu konfiskeret og han står til at få frakendt sit kørekort.