Syd- og Sønderjyllands Politi har nu fået fastslået identiteten på den mand, der fredag aften mistede livet, efter angiveligt at være sprunget fra Alssundbroen.
Politiet oplyser, at de pårørende er blevet underrettet, og retter samtidig en tak til de borgere, der har henvendt sig med oplysninger i sagen.
Fredag aften klokken 21:49 modtog politiet en anmeldelse om hændelsen ved broen, hvorefter en større redningsaktion blev sat i gang. Beredskabet rykkede ud med både og helikopter for at søge efter manden i vandet.
Politiet fandt manden nedenfor broen, hvor han var død og politiet arbejder ud fra en formodning om, at der kan være tale om et selvmord.
Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen. Kontakt din egen læge, lægevagten eller Livslinien på telefon 70 201 201, hvis du har brug for hjælp. Ring 1-1-2, hvis situationen er livstruende.














