Politiet i Esbjerg vil i dag, mandag, klokken 13 have en 32-årig mand fra Sønderborg fængslet i en sag om et hjemmerøveri i Esbjerg. Det fortæller politiet på X.
I tirsdags blev to mænd på 29 og 41 år samt en 22-årig kvinde, der alle bor i Sønderborg Kommune, anholdt af politiet og sigtet for hjemmerøveri mod en 39-årig mand i Esbjerg den 17. juli.
Politiet efterforskning af røveriet, som blev begået ved højlys dag, førte til anholdelse af de tre personer, som i onsdags blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Esbjerg, hvor dommeren fængslede alle tre i foreløbig fire uger.
Nu er der anholdt yderligere en og grundlovsforhøret holdes for lukkede døre.
Opdatering: Den 32-årige mand nægter sig skyldig, men blev – som de tre øvrige – varetægtsfængslet foreløbig frem til den 21. august.

















