Siden den filantropiske forening, Realdania, i sommer inviterede fællesskaber og foreninger til at byde ind med gode ideer til mødesteder, der kan samle folk lokalt, er hele 679 ansøgninger tikket ind fra hele landet. Og efter en grundig udvælgelsesproces, er Realdania nu klar til at uddele de første 60 ud af i alt ca. 150 mødesteder. De er alle bygget hovedsageligt i genbrugsmaterialer og træ for at sikre et så lavt klimaaftryk som muligt.
Det skriver Realdania i en pressemeddelelse.
Blandt de 60, som nu får gratis tag over hovedet, er Hundslev, Almsted og Notmark, der tilsammen har ca. 600 indbyggere og ca. 200 husstande og arbejder for at styrke sammenhængskraften mellem landsbyerne. Landsbylauget er i gang med at udvikle et græsareal ved skolen i Notmark til en lege- og aktivitetszone, der skal skabe et nyt sted at mødes omkring leg og udendørs aktiviteter. Her ønsker man et overdækket mødested, der blandt andet skal bruges som hyggeligt samtalested for forældre og børn, som samlingssted for den lokale krolfklub og som udgangspunkt for aktiviteter i regi af det lokale aktivitetsudvalg som eksempelvis sommerfest med mini-ringridning og vandreture
”Et kig ned i den bunke af ansøgninger til Vores Sted vidner om et enormt, lokalt engagement og en stor lyst til at samle mennesker på tværs af alder og interesser. Og vi ved fra vores arbejde gennem 25 år, at lokale ildsjæle spiller en helt afgørende rolle i at få fællesskaber til at gro. Det samme gør gode fysiske rammer og et solidt tag over hovedet. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi nu kan give netop dét til fællesskaber og foreninger over hele landet”, siger adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård.