Redningsøvelse: På tirsdag er der masser af blå blink omkring lufthavnen

Arkivfoto
Arkivfoto
30. september 2023 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Der er en stor redningsøvelse i Sønderborg Lufthavn på tirsdag og den foregår på marken ved Nørremark 12, nær lufthavnen, mellem klokken 14 og 18.

Omdrejningspunktet for øvelsen er, at et propelfly med 25 passagerer ombord er styrtet ned.

Lufthavnens eget brandberedskab, Beredskab Sønderborg, Beredskabsstyrelsen, Region Syddanmark samt Syd- og Sønderjyllands Politi deltager i øvelsen.

Formålet med øvelsen er at træne samarbejdet mellem myndighederne, og politiet får i denne sammenhæng mulighed for at træne den tværfaglige indsatsledelse, skriver politiet i en  pressemeddelelse

Artiklen fortsætter under annoncen

Praktiske forhold

I dagene op til øvelsen vil der være aktivitet med kranbiler og andre tunge køretøjer på Nørremark.

Der bliver placeret skilte på Nørremark i samarbejde med Sønderborg kommune, der oplyser Standsning og Parkering Forbudt på en strækning over en kilometer.

Dette gøres, så der ikke holder biler og spærrer for øvrig trafik.

Mandag

Propelflyet, der er cirka 35 meter langt, placeres på marken. Flyet har ingen motorer og er tømt for olie, brændstof m.m., så der er ingen miljøfare i forbindelse med øvelsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tirsdag

På selve øvelsesdagen vil der være omfattende trafik med redningskøretøjer, brand- og redningspersonale, figuranter, politi m.m.

Borgerne har mulighed for at se øvelsen på afstand på et afspærret område (vær opmærksom på parkeringsforholdene i området og husk venligst praktisk påklædning og fodtøj på grund af vejrforholdene).

Onsdag

Flyet bliver fjernet igen, hvilket igen vil betyde en del aktivitet med kranbiler og andre tunge køretøjer.