Der bliver spist i tusindvis under de fire ringriderdage, men hvordan begyndte ringriderpølsens historie egentlig?
Lige som lys høre til et juletræ og salt til ægget, så er der i dag næppe nogle, der kan forestille sig en ringriderfest uden rigtige ringriderpølser. Men det varme stemningsfyldte mellemmåltid er nu ikke helt så gammel, som den over 100 år gamle ringriderfest.
Ringriderpælsen er fra 1929, hvor den dengang 17-årige Ludwig Marburger junior stod i lære hos sin far i Lille Rådhusgade i Sønderborg. Under en budtur med et smut over Ringriderpladsen fik den unge Marburger øje på et københavnerfirma, der var i færd med at opstille salgsboder med røde pølser – den gang et ringeagtet produkt for sønderjyder, der var vant til de mere naturlig-udseende ufarvede pølser.
Selv om Ludde, som han blev kaldt, havde fortaget en lidt ureglementeret tur over Ringriderpjadsen undgik han denne gang en røffel. Hans beretning vagte nysgerrighed hos faderen, hvis forretning var kendt for gode pølser. Derfor var han da heller ikke sent ude med at tage konkurrencen op.
Men skal man konkurrere med andre, må man diske op med noget nyt. Det blev til en førsteklasses medister på størrelse med en stor knækpølse. Den ville faderen så have den unge Ludwig og et par af hans kammerater til at riste og sælge på pladsen.
Men der skulle også findes en stadeplads. Overtjener Knabe, der havde styringen over restaurant Bockmeyers restaurantionstelt, overlod dem for 15 krone et hjørne ved indgangen. Her kunne de stille det nødvendige grej op.
Da de ikke helt turde løbe an på det nye uprøvede produkt, var det vigtigste i første omgang en primus og en gryde, så de kunne koge pølserne. Til de ristede medister lånte de en gammel brødrister, der kunne tage fire pølser med brød ad gangen.
Salget af de kogt pølser var nemt til – pølserne var jo lige til at trække op af gryden. Værre var det med de ristede som tog en evighed i forhold til. Desuden dryppede fedtet dem og det spruttede voldsomt.
Men ikke desto mindre viste det sig, at folk gerne ville ventede lidt for at komme til at prøve det nye. Samtidigt tiltrak stegeosen sultne sjæle som magneter. Og snart steg også salgstallene her.
Straks efter ringriderfestens afslutning gik man i gang med at finde forbedringer, så den langsomme ristemetode kunne overvindes. En smeds første forsøg måtte kasseres, da ovnen gav mere varme til betjeningen end til pølserne. Først da Marburger selv konstruerede en trækulsovn, var grundlaget til en største kulinariske succeser ved ringriderfesten lagt.
I dag kan vi såvel under ringriderfesten som derhjemme i haven nyde den velsmagende ringriderpølse takke være en nysgerrig dreng og hans opfindsomme far.
Kilde: Ringridermuseet.
