Sandholdt Biler – et nyt bilhus i Ragebøl

4. august 2023 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Det er små tre måneder siden Daniel Sandholdt Hansen åbnede sit bilhus på Aabenraavej 105 i Ragebøl – det skete efter han og familien solgte deres hus i Dybbøl og købte ejendommen i Ragebøl, hvor der er en villa og et stort værksted.

“Når jeg kalder det for et bilhus, så er det fordi jeg både reparerer og sælger biler. Det er brugte biler, som jeg sælger og så servicerer jeg alle slags biler – også indenfor garantiordningen – og kan også skrive de elektroniske attester”, siger Daniel Sandholdt Hansen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Inden han tog springet og startede sit eget bilhus, var han ansat hos Beka Auto i Sønderborg.

“Gennem de seks år, hvor jeg var hos Beka, reparerede vi alle bilmærker og det gør jeg også her og har alt det testudstyr, der skal til”.

De brugte biler

De brugte biler, som Sandholdt Biler sælger, de skaffes gennem gode kontakter og på auktioner.

“Jeg har biler, som koster fra 50.000 kroner og op til 200.000”, siger Daniel Sandholdt Hansen og tilføjer, at det mest er brugte biler, som koster mellem 50 og 100.000 kroner, han sælger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Åbent Hus

Den 1, september mellem 12 og 17 er der Åbent Hus hos Sandholdt Biler, som fejrer, at de er kommet med i Hella Service Partner.

“Jeg synes, at folk skal kommet et smut forbi til Åbent Hus og se mit værksted og de biler, som jeg gerne vil sælge. Der er selvfølgelig også en pølse og lidt at drikke”, siger Daniel Sandholdt Hansen.

Du kan SE BILLEDER HER.