Sikkerhedschefen tilfreds med dagens flystyrt-beredskabsøvelse

21. november 2019 112 Skrevet af: Michael Kjær

Omkring 80 brand- og redningsfolk samt politi holdt torsdag en stor beredskabsøvelse i området ved Foldager og Glansager, hvor øvelsens formål var at teste samarbejdet mellem de forskellige beredskaber ved et flystyrt.

Da redningsfolkene dukkede op, kort efter der blevet slået storalarm klokken 11, blev de mødt af et fly, som var styrtet ned under indflyningen til Sønderborg Lufthavn.

Flere personer i biler var kommet til skade og flypassagerer sad fastspændt i flyet, mens der fortsat var brand i flyets vinger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det hele var heldigvis en øvelse, men en meget realistisk øvelse, hvor 25 personer fra Flyvehjemmeværnet, der stillede op som virkelighedstro sårede, som, inden øvelsen gik i gang, blev instrueret i, hvilke skader de skulle simulere.

”Overordnet er dagens øvelse forløbet godt og vi har fået gennemgået vores procedurer og ikke mindst det meget krævende samarbejde på tværs af flere forskellige myndigheder, som alle har en rolle når en så alvor ulykke indtræffer”, fortæller Dennis Wriborg Christensen, sikkerhedschef hos Sønderborg Lufthavn.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Lufthavn er forpligtiget til hvert fjerde år at holde en stor, fysisk beredskabsøvelse, hvor alle beredskaber er involveret med materiel. Derudover er der løbende øvelser i lufthavnen for at sikre, at beredskabet altid er klar til aktion.

Sønderborg Lufthavn valgte at invitere pressen med til øvelsen og give reportere, fotografer og journalister fuld adgang til øvelsesområdet, hvilket pressen normalt ikke har mulighed for:

”Vi valgte bevist at invitere pressen med, fordi vi ønsker at fortælle offentligheden mere om det store beredskab der altid står klar i blandt andet Sønderborg Lufthavn ligesom at vi også benytter eksempelvis jeres live-video fra øvelsen til vores evaluering”, siger Dennis Wriborg Christensen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er meget sjældent, der sker flystyrt i Sønderborg og det seneste skete den 7. november 1974, hvor et ambulancefly med fem personer ombord i tæt tåge styrtede ned i Augustenborg Fjord under indflyvningen til Sønderborg Lufthavn. En 14-årig pige og en sygeplejerske kunne svømme i land, mens de tre øvrige i flyet omkom.

SønderborgNYT sendte direkte fra beredskabsøvelsen og den kan du se på SønderborgNYTs Facebookside side ved at klikke her.