Skovby: Lokal opvarmning til aften med Dansktop-stjerner

23. maj 2017 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Lørdag den 17. juni har Foreningen Siloerne i Skovby et festligt støttearrangement med musik og spisning.

En lang række dansktopstjerner kendt fra radio og tv vil underholde de maksimalt 150 gæster og i samarbejde med Restaurant Oxen serveres en klassisk gammeldags platte sammen med en genstand.

Dørene åbner klokken 17.00 og når det hele slutter ved midnatstid har blandt andet Kisser & Søren og Den Syngende Post, Henning Vad, stået i rampelyset på scenen.

Det lokale talent Thomas har givet tilsagn om at varme op for de mange kendte kunstnere og publikum. Udenfor Skovby er Thomas nok mest kendt for at være Thomas Eje.

Artiklen fortsætter under annoncen

Adgang til hele balladen inklusive platte koster 275 kroner og billetter kan købes i Dagli’ Brugsen i Skovby og på foreningens hjemmeside www.siloerne.dk

Kom og hør om Siloerne

Inden støttefesten den 17. juni holder foreningen et uformelt Åbent Hus den 14. juni i lokalerne på Kegnæsvej 38 fra klokken 17.00. Det åbne hus følges op af foreningens første stormøde klokken 19.00.

Her vil foreningen sammen med mødedeltagerne forsøge at ramme visionen ind i et perspektiv, der kan arbejdes videre med de kommende år.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi er syv mennesker i bestyrelsen og det skaber altså en naturlig begrænsning. Vi kan simpelthen ikke tænke på alt. Derfor skal processen med at skabe en masterplan være så inkluderende som overhovedet muligt. Foreningen planlægger at afholde en række stormøder undervejs i arbejdet med at skabe masterplanen, så lokale foreninger og enkeltpersoner med interesse for projektet kan gøre deres indflydelse gældende i beslutningsprocessen”, siger Jette Olesen, der er PR ansvarlig i foreningen og hun fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi oplever en overvældende opbakning. Vi har tegnet medlemskaber i tre uger og er nu langt over 100 medlemmer. Det lokale erhvervsliv er fantastisk flinke til at sponsorere os, så vi kan byde ind i nogle midlertidige, men alligevel rigtig flotte rammer de næste år”, siger Jette Olesen i en pressemeddelelse.

“Det virker som om, at ideen om et kulturhus i Skovby ikke er helt hen i vejret”.