Tirsdag aften mødtes en lang række mennesker, der alle – på en eller anden måde – er en del af Wood Sculpture 2016 i Café Alsion, hvor der først af alt skulle bruges kniv og gaffel.
Som et herligt krydderi kom der et stjernedrys under middagen. Mihala Oprea fra Sønderjyllands Symfoniorkester kom ind fra Koncertsalen, hvor der var øveaften, og gav et par prøver på sin violin.
“Og først af alt, så vil jeg sige rigtigt mange tak for den opbakning, som vi får fra Sønderborg Event, hvor Tanja Zeba igen er koblet sammen med os. Jeg har oplevet, at Tanja Zeba ringer til mig klokken 23 om aftenen – og det forventer man altså ikke af en ansat i kommunen. Men sådan er Tanja Zeba. Meget grundig, omhyggelig og yderst hjælpsom og en stor fornøjelse at arbejde sammen med”, siger Finn Johansson fra Uwe Wolffs Fond. Netop de ord udløste et stort bifald til ære for den hårdtarbejdende Tanja Zeba.
Kulturudvalgsformand Charlotte Riis Engelbrecht fik sagt, at det er godt, der er noget, der hedder Uwe Wolffs Fond:
“Og det er skønt at fonden giver os chancen for at se arbejdende kunst på Slotskajen i Sønderborg for femte gang”.
Gæsterne ved arrangementet var kunstnere, medarbejdere fra Sønderborg Event, Charlotte Riis Engelbrecht, bestyrelsen for Uwe Wolffs Fond, kunstnernes værter og repræsentanter fra næsten alle skulpturmodtagere.