Pressemeddelelse:
For 24. gang udstiller husflidsforeningerne i Sønderborg kommune forskellige former for håndarbejde og håndværk, men også andre resultater af frivilligt arbejde, f.eks. slægtsforskning og lokalhistorisk arbejde. Flere end 50 udstillingsstande. Et imponerende opbud flot håndværk og kunst, og mennesker, der er begejstrede for at vise det frem.
I år er det nye at Joan Petersen fra Broager indbyder til en workshop om at strikke sokker. Og så vil mange spørge sig selv, hvad nyt er der i det? Det nemme svar er: Kom og se. For det er selv for trænede strikkere muligt at lære nye mønstre, bruge farver på nye måder, så resultatet er overraskende.
Til dem der vil med siger Joan:
“Du skal blot have slået 64 masker op med strømpegarn”. (75% uld og 25 % polyester)
“Fordel maskerne på 4 pinde og strik strømpeskaftet glat eller i rib (1ret 1 vrang) så langt som du ønsker”.
“Herefter kommer du ned til mig på slottet og lærer at strikke hælen”.
Og så har vi inviteret Danfoss Historisk Forening. Georg Meister vil bl.a. vise eksempler på produkter og billeder, og fortælle om virksomhedens fantastiske udvikling og de mennesker der har gjort det. Så hvis det er længe siden du har besøgt Danfoss Museum, så kan du få en lille forsmag her.
Udstillingen åbner lørdag den 18. oktober kl. 10.00. Inge Adriansen åbner udstillingen.