Sønderborg Kommune får ikke del i Social- og Indenrigsministeriets særtilskudspuljer

7. oktober 2019 Politik

En række vanskeligt stillede kommuner får nu lidt bedre mulighed for at få budgettet for 2020 til at balancere og levere velfærd til borgerne.

De får nemlig en ekstra økonomisk håndsrækning, efter at social- og indenrigsminister Astrid Krag har fordelt pengene i de såkaldte særtilskudspuljer for 2020.

Det sker på baggrund af kommunernes ansøgninger, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kommune var med i feltet af ansøgere, men kommunen oplyser til SønderborgNYT, at der ikke kommer penge fra ministeriet.

“Vi fik ikke penge og det var som ventet”, siger borgmester Erik Lauritzen og tilføjer, at kommunen har fået tilladelse til at optage lån for op til 45 millioner kroner..

Særtilskudspuljen til vanskeligt stillede kommuner i hele landet er i år hævet med 50 millioner kroner for at tage højde for problemer i udligningen.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

”Regeringen ønsker, at der skal være råd til velfærd i hele landet. Derfor har vi valgt at fordele flere penge ud i særtilskud end sidste år. Med tilskuddene giver vi en økonomisk håndsrækning til nogle kommuner, der har mistet indtægter, blandt andet i udligningssystemet. Ligesom vi hjælper  de kommuner, som har de største udfordringer, for eksempel fordi de får flere børn og ældre, eller skatteindtægterne er lave ”.

360 millioner kroner

22 andre kommuner har fået del i den landsdækkende pulje, hvor der i denne omgang er fordelt i alt 360 millioner kroner.

Social- og indenrigsministeren har også fordelt tilskud efter en særskilt pulje til hovedstadskommunerne, som kommunerne selv betaler.

Her har ni kommuner tilsammen fået 159,3 millioner kroner.

Til forskel fra sidste år er hele puljen blevet fordelt.

 

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk