Sønderborg Kommune er gået fra en sidsteplads på Dansk Industris rangliste i 2015 til en 6. plads her i 2024. Placeringen på listen fortæller, hvordan det står til med erhvervsvenligheden i kommunerne og nu er Sønderborg Kommune Jysk Mester i fremgang. Det sagde Torben Pedersen fra DI Sønderjylland tirsdag formiddag, hvor han overrakte en pris, som er et diplom, til borgmester Erik Lauritzen og en buket til formanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Kjeld Stærk.
“I 2015 lå Sønderborg på en sidsteplads og siden er det gået fremad. Det skyldes et godt samarbejde mellem kommunen og erhvervslivet og nu ligger Sønderborg på 6. pladsen”, sagde Torben Pedersen.
Borgmester Erik Lauritzen og udvalgsformanden fortalte, at de både er glade og stolte:
“1000 tak for prisen og den er vi stolte af. Vi har siden 2014 været på en rejse. Alt var trist fra starten, men hårdt arbejde gennem skiftende erhvervsudvalg og mange snakke med erhvervslivet gav resultater og fremgang. Vi gør tingene sammen”, sagde borgmester Erik Lauritzen og tilføjede, at der stadig venter en masse arbejde forude.
Udvalgsformand Kjeld Stærk fortalte, at han er pavestolt.
“Vi skrev i konstitueringsaftalen, at vi ville i top 10 på listen over erhvervsvenlighed i kommunerne. Missionen er fuldført. Det er dejligt, virksomhederne er tilfredse med at være her”, sagde han.
“Et godt udgangspunkt til at trække nye til, det er, når de, som allerede er her, er tilfredse”.
Efter pressemødet fortalte borgmesteren, at det efter kommunalvalget i 2013 var Konservative, der i konstitueringen insisterede på, der skulle være et selvstændigt erhvervsudvalg.
“Og Konservative fik formandsposten i udvalget og det var et signal til virksomhederne om, at vi ville arbejde på at gøre vores erhvervsvenlighed bedre. Vi havde jo snakket om, hvor meget eller lidt, vi skulle lægge i målingen fra DI, men den er jo et signal til omverdenen”, sagde Erik Lauritzen til SønderborgNYT.
“Det er samtaler med virksomhederne og vedholdende, der har løftet Sønderborg op i top 10 – og det er vigtigt at sige, at uden en stærk og dygtig organisation, så kan politikere ikke gøre ret meget”.
Her er der billeder fra fejringen.