Trods hovedrengøringen på Alssund Børne- og Ungdomscenter sidste år, så synes Dorthe Mehlberg ikke, at noget som helst er blevet bedre. Og hun har indsigt i stedet, fordi hendes søn er anbragt netop dér.
“Min søn har ADHD og derfor er forudsigelighed, rytme og indhold i hverdagene vigtigt for ham”, siger Dorthe Mehlberg til SønderborgNYT. Hun tilføjer, at det selvfølgelig er vigtigt for alle børn på det sted, der er voksne, som de kan regne med.
Børn på Alssund Børne- og Ungdomscenter har lige haft syv ugers ferie fra skolen. Ganske som alle andre børn i den skolepligtige alder.
“Der var en sommerhustur, hvor de tog afsted mandag og kom hjem torsdag. Og så var der en tur på en minigolfbane i tyve minutter”, siger Dorthe Mehlberg. Hun fortæller, at det ringe indhold i de syv ugers ferie ifølge stedets daglige leder skyldes, at ansatte på centret jo også skal have ferie.
Værst af alt er, at børnenes ferie ikke blev som lovet.
“Børnene var lovet en tur til Givskud Zoo, men den blev aflyst”, siger Dorthe Mehlberg.
Derfor er intet bedre
Hun mener, at de manglende forbedringer på stedet skyldes, at ændringerne på Alssund Børne- og Ungdomscenter i forbindelse med SocialTilsynets kritiske rapport blot bestod i, at ledere og mellemledere byttede rundt på deres stole, så det stadig er de samme mennesker, der sidder i baglandet og træffer beslutningerne omkring selve stedet og hvert enkelt barn.
“Og når Børne- og Uddannelsesforvaltningens direktør ikke vil skille sig af med de ledere, der var ansvarlige for forholdene, som førte til den kritiske rapport på Alssund Børne- og Ungdomscenter ud, så er der intet, der bliver bedre”, siger Dorthe Mehlberg.
Efter tre år – stadig ingen handleplan
Dorthe Mehlbergs søn har været anbragt i tre år og allerede efter et halvt år skulle der have været en handleplan, som beskrev, hvad formålet med anbringelsen er.
“Men den har jeg rykket for mange gange. Både mundtligt og skriftligt”, siger hun.
“Den er stadig ikke skrevet”.
Dorthe Mehlberg tvivler ikke på, at socialrådgiverne gør, hvad de kan.
“Det er ledelsen den er gal med. Jeg har givet et byrådsmedlem navnet på den leder, jeg både har ringet og skrevet til. Nu vil han kigge på sagen”.
Sven Jensen har tidligere spurgt samme leder i forvaltningen, om der ligger nogle klager og han fik at vide, at det gør der ikke.
Og netop det svar til Sven Jensen fik Dorthe Mehlberg til at reagere. Hun kontaktede Venstres Sven Jensen.
“Jeg kan bekræfte, jeg kigger på Dorthe Mehlbergs sag og det er min agt, der bliver ryddet op i de ting, der tilsyneladende har ligget og flydt i årevis”, siger Sven Jensen til SønderborgNYT.
Dorthe har en sag mere kørende
I 2014 søgte Dorthe Mehlberg og aflastning til sin yngste søn. Lige siden ansøgningen blev sendt, har tre socialrådgivere arbejdet med den.
“Og nu er der igen kommet en ny”, siger hun.
Også her har hun beklaget sig og rykket for en afgørelse. Skriftligt og mundtligt.
“Men intet er sket, så kom ikke og sig, at børn ikke mærker til, at Børne- og Uddannelsesforvaltningen ikke fungerer”, siger hun.