Tirsdag blev der skrevet et nyt kapitel i dansk luftfartshistorie, da Sønderborg Lufthavn indviede et digitalt kontroltårn og dermed tog endnu et teknologisk skridt ind i fremtiden.
Fremover bliver flytrafikken på jorden og i luften omkring Sønderborg styret fra et nyt digitalt kontrolrum og dermed ikke længere fra det traditionelle kontroltårn.
I det lyse og moderne kontrolrum i en af lufthavnens bygninger sidder AFIS-operatør Bjarne Sørensen, som skal betjene det nye system og for ham er forbedrede arbejdsforhold noget af det første, han fortæller om:
”Det der virkelig betyder noget er at arbejdsforholdene er blevet meget bedre. Og så er det et fantastisk system, vi har fået leveret, som er meget nemt at arbejde med”.
Efter en kort introduktion er Bjarne Sørensen hurtigt blevet fortrolig med den nye teknologi og han savner ikke turen op ad den lange trappe til det gamle kontroltårn, hvor han tidligere stod med direkte udsyn over lufthavnen. I dag får han overblikket via fire store skærme.
”Jeg hørte første gang om systemet i 2016 og tænkte, at det var der nok ikke nogen, der havde lyst til at arbejde med fremover – bare at sidde og kigge ind i fire skærme. Men nu, hvor jeg arbejder med det, kan jeg se, at det er et langt bedre værktøj, og rammerne her er fantastiske”, fortæller Bjarne Sørensen til SønderborgNYT.
Hos Sønderborg Lufthavn er der stor stolthed over at være de første til at tage teknologien i brug i Danmark. Lufthavnens administrerende direktør Jákup Sverri Kass fortæller, at den digitale løsning samtidig øger sikkerheden:
”Det betyder noget for sikkerheden sammenlignet med et traditionelt tårn, og passagererne kan føle sig endnu tryggere. Alt bliver optaget, kameraerne registrerer alt, der bevæger sig, og systemet er også sikret mod cyberangreb. Det betyder, at mulige afbrydelser i lufttrafikken, som ellers kunne ske, bliver langt mindre sandsynlige. Man kan selvfølgelig aldrig gardere sig helt mod sabotage mod bygninger eller teknisk udstyr”.
Systemet er leveret af Saab Danmark, som har base i Sønderborg og det digitale kontroltårn bygger blandt andet på en 23 meter høj mast, hvor der i toppen er monteret kameraer, antenner og andet teknisk udstyr.
De direkte billeder bliver først bearbejdet i en mindre bygning ved siden af masten, hvorefter signalerne sendes videre til et stort serverrum, hvor det hele samles til kontrolrummet et par etager oppe.
Sikkerheden er tænkt ind i alle led og skulle strømmen forsvinde, kan det digitale kontrolrum fortsætte driften i op til otte timer.
”Den digitale løsning giver adgang til en lang række indikatorer, som man ikke kan se med det blotte øje. Derfor bliver det i sidste ende også et mere sikkert system. Og skulle alt gå galt, kan man stadig guide flyene ned med en håndholdt radio”, fortæller Sebastian Vang Nielsen, der er Service Delivery Manager hos Saab Danmark.
Sønderborg Lufthavn ejes af Bitten og Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune. Ifølge fondens administrerende direktør Lars Tveen spiller lufthavnen en vigtig rolle for både erhvervsliv og bosætning i området – ikke mindst for Danfoss.
”Det, der er helt afgørende for os, er, at Sønderborg skal være et attraktivt sted at bo, leve og komme til. Derfor skal vi have en lufthavn, der fungerer godt og det er en forudsætning for, at Danfoss fortsat kan være her. Hvis folk ikke synes, det er et spændende sted at være, så kommer de jo ikke hertil. Lufthavnen er med til at sikre, at man let kan komme hertil – og let herfra. Det betyder alt”, siger Lars Tveen til SønderborgNYT.
Han ser samtidig et stort potentiale i, at lufthavnen i endnu højere grad bliver en fælles ressource for hele landsdelen – også for Aabenraa og borgmester Jan Riber Jakobsen, der også var med til indvielsen.
”Vi skal ikke tænke i kommunegrænser. Vi skal tænke, at Aabenraa Havn er Sønderjyllands havn, at SDU i Sønderborg er Sønderjyllands universitet, og at Sønderborg Lufthavn er Sønderjyllands lufthavn. Den måde at tænke på kommer vi til at arbejde endnu mere med fremover”, siger Lars Tveen.
Og det bakker Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen op om. Han har flere gange opfordret både virksomheder og borgere i Aabenraa til at betragte lufthavnen i Sønderborg som deres ‘egen’.
”Vi er kommet langt i samarbejdet mellem Sønderborg og Aabenraa. Vi er blevet bedre til at rykke tættere sammen og støtte hinanden i de projekter og den udvikling, der betyder noget for hele landsdelen. Sønderborg Lufthavn er et godt eksempel, og det er noget, vi skal blive endnu bedre til, så vi kan løfte området sammen”, siger Erik Lauritzen til SønderborgNYT.
Det nye digitale kontroltårn er leveret af Saab Danmark, og for virksomhedens administrerende direktør var indvielsen en særlig oplevelse.
”Det er min syvende arbejdsdag som ny CEO for Saab Danmark, og jeg er stolt over at være med til indvielsen af det digitale kontroltårn – ikke kun som direktør for Saab, men også som sønderborger. Det betyder meget, at vi kan være med til at udvikle lokalsamfundet”, sagde Daniel Plath blandt andet i sin tale.
At der blev skrevet historie i Sønderborg Lufthavn denne dag, gik igen i mange af talerne og samtalerne blandt de mange fremmødte.
Blandt gæsterne var også Jørgen Mads Clausen, der blandt meget andet også er tidligere pilot, og han havde mange spørgsmål til det nye udstyr.
Her blev AFIS-operatør Bjarne Sørensen blandt andet spurgt ind til indflyvningsruter, luftrum og til, hvornår Sønderborg overtog kontrollen med fly fra København – spørgsmål, som Bjarne Sørensen uden tøven kunne give udførlige svar på.
Det nye digitale kontroltårn er nu taget i brug i Sønderborg Lufthavn og du kan se flere billeder på SønderborgNYTs Instagram.



















