Store egetræsstammer står klar på Slotskajen, og den kommende uge skal otte kunstnere fra hele verden forvandle dem til færdige kunstværker. Årets WoodSculpture er skudt i gang, og dermed er en af sommerens faste traditioner i Sønderborg igen i gang, selv om regnen satte sit præg på åbningsdagen.
Borgmester Erik Lauritzen bød kunstnerne velkommen og glædede sig over, at WoodSculpture gennem årene har udviklet sig til et arrangement, som både borgere og besøgende følger tæt.
“WoodSculpture er gået hen og er blevet en af vores store sommertraditioner. Det er rigtig dejligt at følge, hvordan man bliver ved med at holde et højt kunstnerisk niveau, samtidig med at det er en begivenhed, som rigtig mange borgere og besøgende følger med i og deltager i”, siger Erik Lauritzen i sin tale.
I år arbejder kunstnerne med temaet ‘Tegl’. Inspirationen kommer fra områdets mange teglværker langs Flensborg Fjord og fra Cathrinesminde Teglværk, hvor historien om teglproduktionen stadig holdes levende. Det er dog ikke tegl, men egetræ, kunstnerne arbejder i, når de i løbet af ugen skal omsætte temaet til otte forskellige skulpturer, der skal stå rundt omkring i kommunen.
Blandt årets deltagere er den tyske kunstner Esther Riegler, som vil skabe en skulptur, der både skal være kunstværk og hjem for insekter. Undervejs inviterer Esther Riegler børn, unge og andre besøgende til at være med.
“Det er en skulptur, men også et hus til insekter. Jeg inviterer børn og besøgende til at lave små kugler af ler med huller i, som senere bliver sat ind i skulpturen. På den måde bliver det også en form for fælles projekt, hvor andre kan sætte deres præg på værket”, fortæller Esther Riegler til SønderborgNYT.
Skulpturen har titlen ‘PLEOPOD – A Collective Organ’ og er inspireret af den fælles proces bag den traditionelle fremstilling af mursten, hvor ler blev formet, tørret og brændt. Når værket er færdigt, skal det stå ved Grundejerforeningen Købingsmark.
Mens kunstnerne så småt er gået i gang med motorsave og stemmejern, er der også lokale, som følger med fra sidelinjen. En af dem er Stig Aunfelt, som mener, at noget af det særlige ved WoodSculpture er, at publikum kan komme helt tæt på arbejdet.
“Man kan komme ned og næsten røre ved kunstneren, der står og skærer i et stort stykke træ. Det er ikke så tit, man får lov til at komme så tæt på kunst. Det spændende er også at følge processen og se, hvordan idéerne og tankerne langsomt bliver til et færdigt værk”, siger Stig Aunfelt.
Ifølge Stig Aunfelt er det netop mødet mellem mennesker, idéer og håndværk, der gør arrangementet værd at besøge.
“Det giver oplevelser. Kunstnerne kommer hertil med deres idéer og deres kultur, og man får mulighed for at møde mennesker fra hele verden. Samtidig kan man følge arbejdet dag for dag og se, hvordan et stort stykke træ bliver forvandlet til kunst”.
De kommende dage vil skulpturerne tage form på Slotskajen, hvor besøgende frit kan kigge forbi og følge arbejdet. Lørdag den 20. juni 2026 klokken 12:00 bliver de færdige værker præsenteret, inden de flytter videre ud til deres nye placeringer rundt omkring i kommunen.
Se flere billeder på SønderborgNYTs Instagram.



















