Kravet fra Sønderborg Sommerrevy er enkelt, klart og ikke særligt stort: Udskriv så det folketingsvalg!
Sommerens revyhold i Sønderborg har netop været samlet for at få sat tekstarbejdet i gang, og der var 100% enighed om, at Helle Thorning bør – af hensyn til sommerens revyer – udskrive valg nu.
“Vi skal ikke blande os i politik”, siger Leif Maibom i en pressemeddelelse.
“Men når vi allerede nu kan konstatere, at vi har solgt langt over 33% af samtlige 20.500 billetter, så det er med et vist antal vælgere i ryggen, at vi forlanger et hurtigt valg. Det vil jo blive en trist sommer for vælgerne, hvis ikke et nyt hold ministre har haft en vis periode til at lave skandaler, dumme sig eller på anden måde træde i spinaten, så revyforfatterne har noget at skrive om. Eller kommer revyen jo kun til at handle om vejret, Margrethes 75 års fødselsdag og måske en hurtig tur over broen i Krone 7”.
Billetsalg i medvind
Men ellers er humøret højt på revyholdet: Flemming Jensen, Lone Rødbroe, Pernille Schrøder, Karsten Jansfort, Thomas Pakula og Leif Maibom.
Ikke mindst pga. det meget flotte forsalg, der allerede har passeret langt over 7.000 solgte billetter, hvilket altså er mere end 1/3 af alle billetter.
Telefonsalget starter snart – den 17.februar – og så plejer der at komme endnu mere fart i salget, så det tegner til nok en flot revysæson i Sønderborg.
Og der blev da også snakket om andre emner end de politiske. Johnna Maibom var en travl sekretær, da der blev skudt fra højre og venstre, så der er ingen tvivl om, at uanset hvornår valget udskrives, så kommer der en
sprudlende, tempo- og humør fyldt revy i Sønderborg til sommer. Sådan som det nu har været siden 1982, hvilket vil sige, at det er revy nr. 34 med Johnna og Leif Maibom i spidsen.
Der er premiere den 30.maj efter tre forpremierer den 27.5., 28.5. og 29.5.
Billetsalg: online direkte fra www.sommerrevy.dk eller mail til: billet@sommerrevy.dk Telefonsalg fra 17.2.: 74 42 87 02