Det har været lige ved og næsten for Sønderjyske Herrehåndbold i kvalifikationsspillet, hvor kampene har været tætte, men hvor det sidste har manglet. Presset har været til at mærke, og behovet for point er kun vokset, men i Ringsted lykkedes det endelig at få fuldt udbytte, da de lyseblå leverede en stærk udekamp mod TMS Ringsted.
Før opgøret havde Sønderjyske allerede været igennem et par kampe, der viste, hvor små marginalerne er på det her niveau. Det blev til ét point mod Nordsjælland Håndbold, og derefter et smalt nederlag på 35 – 36 mod Ribe Esbjerg HH i en kamp, der var åben helt til det sidste. Her fungerede angrebsspillet, men det var svært for alvor at få lukket af i den anden ende, og det blev afgørende.
I Ringsted blev det billede vendt. Sønderjyske fik sat spillet sammen over længere perioder og trak fra undervejs. Det endte med en klar sejr på 31 – 22, hvor de lyseblå fik kontrol på både tempo og kampens udvikling.
“TMS har vi endnu til gode at vinde over i denne sæson, så det i sig selv er ekstremt motiverende. Vi skal komme med alt, hvad vi har, og være skarpe, når momentum i kampen tipper over til vores side. Vi har trænet godt, og vi føler os klar til endnu en krig om at sikre ligapladsen til næste sæson”, siger Jacob Bagersted i en pressemeddelelse.
Sejren i Ringsted gav ikke bare revanche mod en modstander, der tidligere har haft overtaget, men også de point, der var nødvendige i et tæt kvalifikationsspil. Med resultatet har Sønderjyske Herrehåndbold samtidig sikret sig en plads i ligaen i næste sæson.
Næste opgave venter lørdag den 25. april 2026 klokken 15:00, hvor Sønderjyske møder HØJ i AL Sydbank Arena i Aabenraa.


















